Forurening

Flop 2002

B... Årets overvurdering Citroën C3 viste sig at være en kortvarig sommerflirt. Først faldt Møller pladask for den efter et flygtigt rendez-vous i foråret. Fra præsentationen i Frankrig spåede han henført den franske charmetrold gode vinderchancer til Årets Bil kåringen senere på året. Han skulle vise sig at få ret. Inden da nåede C3 også at fordreje hovedet på Velling. Hele fem stjerner blev det til i NordjyskeBiler-testen i juli. Kærlighed gør som bekendt blind. Nu, da forelskelsen er forduftet, har vi også fået øje for C3s svagheder: Det trange bagsæde, den simple affjedring og den tarvelige plastic-finish i kabinen. Lige meget hjalp vores klarsyn, da Årets Bil skulle kåres i oktober: Kollegerne havde kun blik for C3s forførende former, og så kørte den franske charmør ufortjent med titlen for næsen af Mazda 6. Årets undervurdering Mazda 6 er det perfekte ægteskab mellem en japaner og italiener: Smuk og velkørende som en Alfa, pålidelig og solid som en Mazda. Og med årets klap-bagsæde, der fældes ned i én bevægelse. Min sjæl, hvad vil du mere? "Forføres af en Citroën C3" svarede et flertal af jurymedlemmerne til Årets Bil-kåringen, og sendte Mazda 6 ned på andenpladsen. Det ligner til gengæld årets mysterium. Årets vildfarelse BMW 7-serie. Chefdesigner Chris Bangle hævder hårdnakket, at vi bare skal vænne os til den. Nu er der gået et år - og 7-serien ligner stadig en strandet hval. Trafikfarlig joy-stick betjening, gorilla-ergonomi og betjeningsknapper, der ligner noget fra en koreansk ghettoblaster, piller den sidste glans af BMWs topmodel. Selv amerikanerne skal have rabat for at købe den! Årets forsvindingsnummer Honda Jazz er bilen, der blev væk i 2002. Mens den japanske mini med de mange indretningsmuligheder hitter i Sverige og Tyskland, må danskerne nøjes med at kigge. Honda vil ikke give "dansker-rabat". Derfor ender prisen for den praktiske Polo-konkurrent på den dyre side af 200.000 kroner. "Urealistisk" erkender den danske importør, der indtil videre har trykket på pause-knappen for det ellers forrygende Jazz-nummer. Årets opsprætning Renault Laguna er angiveligt verdens sikreste bil. Også for børn. Den tilhørende Renault-barnestol klikkes nemt fast i et par beslag under Lagunas bagsæde. Der er bare et problem: Beslagene er gemt under bagsædehynden. Det tog Renault et år at komme i tanke om, at sædet skal sprættes op med hobbykniv, hvis man vil montere barnestolen. Hvem sagde fransk finesse? Årets reklamegas Hjulcentret lancerede formel 1 luft - såkaldt "powerair" - til dækkene. Det rene kvælstof er angiveligt lettere end almindelig luft og siver heller ikke ud gennem gummiet. Formedelst 30 kroner per dæk får man også en gul ventilhætte, så man kan se, at man har fået noget for pengene. "Rent gas", siger en hovedrystende fysikprofessor til NordjyskeBiler. Årets hjulenummer Alufælge er lettere end stålfælge, ikke sandt? Nej. En simpel badevægt var nok til at skyde én af de mest sejlivede myter i bilverdenen ned. Alufælge er flotte, rustfri og rundere end stålfælge - men mange af dem vejer faktisk det samme eller mere end tilsvarende stålfælge. Kun de dyreste alu-fælge med tynde eller hule eger underbyder stålhjulene på badevægten. Heldigvis for hjulbranchen er vi stadig nogle, der kan lide heavy metal...Årets fartbøde Da NordjyskeBiler i januar tog regeringen på ordet og krydsede landet med 130 km/t på motorvejen, vakte det vild opstandelse. En læser på Fyn meldte Møller og Velling til færdselspolitiet, der efterfølgende aftvang os telefoniske tilståelser. Vores brøde blev takseret til to fartbøder á 500 kroner. Men vi fik skam noget for pengene: Et indtryk af, at 130 km/t er fuldt forsvarligt i øde Nordjylland, men uhyggeligt hurtigt i hovedstadsområdet. Måske er den gældende grænse på 110 km/t ikke så dum endda. Årets udstråling Forbrugerne vil have biler med udstråling. Ifølge en svensk undersøgelse får de rigeligt af den i Volvo-modellerne S60, V70 og S80: Deres elektromagnetiske stråling er så høj, at det svarer til at stå under en højspændingsledning at sidde inde i dem. Volvo afviste først spekulationerne om kræftrisiko som hysteriske. Siden har fabrikken ændret konstruktionen og tilbudt opskræmte ejere en mindre ombygning af bilen. Herhjemme har enkelte Volvo-ejere fået indlagt kabler, der gør bilerne mindre strålende.