Floppet dansk biotekselskab vælger billigste bejler

Neurosearch, der efter finanskrisen spektakulært kollapsede, står efter års glemsel nu med to købere.

Asger Aamund var en af mændene bag Neurosearch, der i en periode var milliarder værd. Nu er der to købere til stumperne. Foto: Simon Skipper/arkiv/Ritzau Scanpix

Asger Aamund var en af mændene bag Neurosearch, der i en periode var milliarder værd. Nu er der to købere til stumperne. Foto: Simon Skipper/arkiv/Ritzau Scanpix

Den tomme børsskal Neurosearch har været ombejlet på det seneste, hvor både Nordic Transport Group (NTG) og ejendomsselskabet Gefion har lagt et bud på selskabet for at få en kort vej til børsen.

Men selv om Gefion har budt 4,50 kroner mod NTG's 4,45 kroner, så anbefaler Neurosearch-bestyrelsen alligevel aktionærerne at tage det laveste af de to bud, skriver Ritzau Finans.

Det skyldes, at Neurosearch ser risiko for, at Gefions tilbud ikke bliver gennemført, da ejendomsselskabet har en række betingelser for at gennemføre købet - herunder at mindst 50 procent af aktionærerne takker ja til at sælge.

- Risikoen, for at Gefions tilbud ikke bliver gennemført, skal sammenholdes med, at gennemførelsen af NTG Holdings tilbud ikke er underlagt nogen form for betingelser, skriver Neurosearch-bestyrelsen i sin redegørelse.

Budkrigen har sendt markedsværdien af Neurosearch op på over 100 millioner kroner. Det er milevidt fra tidligere tiders storhed.

I foråret 2010 var Neurosearch mere end fem milliarder kroner værd på børsen, efter meldingen om at et studie med selskabets mest løfterige lægemiddelkandidat, Huntexil, var gået godt.

Men blot få måneder efter kollapsede det hele i en skandale, der endte med en dom for kursmanipulation til selskabet og en aktiekurs, der nærmede sig nul. Den positive melding havde været en fejl, måtte selskabet erkende.

Under euforien i foråret 2010 kostede en Neurosearch-aktie 224 kroner. To år senere kostede den 3,5 kroner. 2012 var et af flere dårlige år for Neurosearch.

Først kom skandalen om den fejlagtige børsmeddelelse i 2010, og i 2012 blev Huntexil endeligt lagt ned og værdien nedskrevet til nul i selskabet. Den melding halverede den allerede skamskudte aktiekurs.

Siden da har Neurosearch i det store og hele været en børsskal. Et selskab uden reel aktivitet, der har kørt videre i håbet om, at en kontrakt med Huntexils nye ejer, Teva, kunne kaste noget af sig.

Derudover består værdien i et akkumuleret underskud på 1,7 milliarder kroner, som eventuelle nye ejere kan bruge til at betale mindre i skat.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.