Flot anerkendelse for rigtig godt øl

Øl 6. oktober 2002 08:00
MIDTBYEN: Værtshuset The Wharf i Borgergade er nu officielt anerkendt som et sted med noget af verdens bedste øl. Noget, der inden for den branche er at sammenligne med trestjernede spiserestauranter. The Wharf er blevet tildelt det engelske Cafk Marque for godt, velplejet og velsmagende øl. En ære, der tidligere kun er tildelt et værtshus i Danmark, to i Sverige og et i Paris foruden altså en del i England. Det ene værtshus, der tidligere har fået udmærkelsen i Danmark, er Charlie's i København. Det er en bror til The Wharf i Aalborg, idet de begge ejes og drives af skotten Iain Russell. Forud for udmærkelsen har en flok engelske smagsdommere været på to uanmeldte besøg på The Wharf. Begge gange har alle de øl, som de har smagt, fået topkarakteren 20. En gennemsnitskarakter på 16 er ellers nok til at få det eftertragtede bevis, som overrækkes en gang i november. The Wharf er leveringsdygtig i 42 forskellige slags øl på tønde. Alt sammen uhomogeniseret og ufiltreret. Stedet udmærker sig ved ikke at føre hverken Carlsberg eller Tuborg, men til gengæld de små danske bryggeriers produkter. Desuden er der et stort udbud af engelsk, belgisk og tysk øl. mons
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...