Flot comeback af Jammerbugt FC

2. divisionsklubben sikrede ét point mod Middelfart dybt inde i overtiden

Claus Jensen
Jammerbugt FC spillede 2-2 mod Middelfart på kunstgræsbanen ved Ingstrup Efterskole. Foto: Claus Søndberg
Jammerbugt FC 24. marts 2018 17:28

FODBOLD: Jammerbugt FC er fortsat ubesejret i oprykningsspillet til 1. division. Det var dog på et hængende hår, at det lørdag eftermiddag lykkedes at få 2-2 på "hjemmebane" mod Middelfart.

Kampen var henlagt til kunstgræsbanen ved Ingstrup Efterskole, da græsset på holdets normale hjemmebane i Pandrup ikke er klar til fodbold endnu.

Jammerbugt indledte kampen i kontrol, og Viktor Ahlmann var to gange ved at slippe igennem. En forsvarer fik dog hver gang en fod på i skudøjeblikket.

I stedet scorede Middelfart to gange indenfor to minutter - efter store defensive blundere i Jammerbugt-forsvaret. Først på et frit hovedstød tæt under mål - og siden på en dyb stikning.

Christian Rye fik dog en gylden chance for at reducere i det 39. minut, men han sendte svagt et straffespark direkte i armene på fynboernes keeper.

0-2 på måltavlen til pause var ikke retvisende, men sådan var kendsgerningerne for Bo Zincks mandskab.

Jammerbugt havde også nogenlunde kontrol med kampen i anden halvleg, men det kneb med at skabe chancer. Indtil det 70. minut, hvor et fladt frisparksindlæg fra Christian Rye blev mødt af Søren Vendelbo Pedersen til reducering 1-2.

Udligningen kom på kampens sidste aktion. Et frispark blev hældt ind i Middelfarts felt, og her gik målmaden skævt af bolden, så Søren Vendelbo Pedersen med sin anden scoring kunne sikre en fortjent udligning.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...