Fodbold

Flot defensiv bag AaB-sejr

Brøndby-AaB1-3 (0-1) Fodbold, ynglingeligaen BRØNDBY: AaB's talenter hentede lørdag eftermiddag en flot skalp i Ynglingeligaen i fodbold. Træner Anders Madsens tropper vandt på udebane over Brøndby med 3-1, efter hvad træneren selv betegner som en solid defensiv indsats. - Vi spiller en flot defensiv kamp. Vi holder dem fra chancer, selv om vi ikke har bolden ret meget. Men vi skaber selv flere gode chancer via direkte spil, roser Anders Madsen sit hold. Han var ikke imponeret af Brøndby. - Det er lidt ligesom Superligaholdet. Det er en flot gang fodbold, men de scorer ikke ret mange mål, siger han om lørdagens modstander. Thomas Enevoldsen scorede to gange for AaB, og især hans første mål efter 25 minutter påkaldte sig superlativer fra træneren. - Han scorer direkte på frispark fra 25 meter, så det var virkelig et flot mål. Den var også gået ind i Superligaen, siger Anders Madsen. AaB-træneren ser dog stadig steder, hvor ynglingeholdet skal forbedre sig. - Vi skal være bedre til at holde fast i bolden, hvis vi virkelig skal have mange point på kontoen. Men vi vinder en arbejdssejr og spillerne yder en holdindsats i kampen, siger han. AaB's anfører Jens Christian Sørensen sad udenfor med en ankelskade, som han pådrog sig i 2-2-kampen senest mod KB, men Anders Madsen var godt tilfreds med afløserne på holdet. Med sejren ligger AaB lige med KB. AaB har dog en langt bedre målscore og er ligaens mest scorende mandskab med 14 mål i fem kampe. Kampfakta: Mål0-1 Thomas Enevoldsen (25. minut), 0-2 Johnni Sørensen (52. minut), 1-2 Ayub Sørensen (85. minut), 1-3 Thomas Enevoldsen (88. minut)