Flot Dybvad-generalprøve før atletik-DM

15 medaljer til Dybvad-talenter ved DGI-landsmesterskaberne i Aarhus

DYBVAD:Dybvad Idrætsklub unge atletikudøvere fik ved afviklingen af DGI Atletiks landsmesterskaber i Marselisborghallen i Aarhus en god generalprøve på de forestående danske mesterskaber indenfor Dansk Atletik Forbund. DM-stævnet afvikles i Malmø i Sverige om knap to uger. Ved DGI-landsmesterskaberne opnåede Dybvad-deltagere ikke færre end 15 medaljer. Samtidig tegnede flere af klubbens deltagere i mesterskabsstævnet sig for personlige rekorder. Dybvads medaljer ved DGI-landsmesterskaberne blev opnået af: Piger 12-13 år: Sølv til Malene G. Jensen i 60 meter hækkeløb og bronze i højdespring. Hun opnåede desuden fjerdepladsen i både 60 meter løb, længdespring og kuglestød. I alle discipliner satte hun personlig rekord. Piger 14-15 år: Her opnåede Christina Poulsen hele tre guldmedaljer og landsmesterskaber, nemlig i 60 meter hækkeløb, 60 meter løb og i højdespring. Desuden fik hun bronze i længdespring. Piger 16-17 år: Tina Justesen vandt guld i både trespring, højdespring og kuglested - og desuden sølv i 60 meter hækkeløb. Helle Olsen fik sølv i både trespring og kuglestød og desuden to bronzemedaljer, i 60 meter hækkeløb og 60 meter løb.