Floorball

Flot fodaftryk på dansk floorball

Med guld til kvinderne fra FC Outlaws og sølv til Hot Shots' mænd var Vendsyssel igen med i top

Anne Sofie Thaarup jubler efter at have scoret på et straffeslag i finalekampen mod AaB Floorball.Privatfoto
Anne Sofie Thaarup jubler efter at have scoret på et straffeslag i finalekampen mod AaB Floorball.Privatfoto

VENDSYSSEL: Med guld hos kvinderne og sølv hos mændene satte klubber fra Vendsyssel igen et solidt fodaftryk i dansk floorball, og selv om spillerne fra Vendsyssel Hot Shots uden tvivl lige nu er dybt skuffede over endnu en tabt DM-finale, vil holdet fra Brønderslev med garanti også være med helt fremme i kampen om medaljer i næste sæson, når der hos mændene skal spilles i en landsdækkende liga.

Her vil sikkert også fusionsklubben Blackhawks fra Frederikshavn melde sig i medaljekampen. Ganske vist blev det første år efter sammenlægningen af Bulldogs og FC Outlaws ikke en sportslig succes på herresiden, men med et dansk mesterskab til klubbens U19 drengehold er talentmassen i orden til, at klubben på sigt igen vil blande sig i topstriden i dansk floorball.

Og på kvindesiden fik FC Outlaws i den sidste kamp under det klubnavn vist, at frederikshavnerne fortsat dominerer.

Tæt kvindefinale

I en tæt finale vandt FC Outlaws 6-5 over AaB Floorball efter perioderne 1-0, 3-3, 2-2. Målene til FC Outlaws blev sat ind af Karen Vester 3, Anne Sofie Thaarup 2 og Kristine Sørensen 1.

- Efter at have tabt i grundspillet med 2-7 til AaB var det dejligt at vise, at vi havde lært noget af den kamp, og det var skønt at stryge helt til tops, sagde træner Sylvester Hansen efter sejren i DM-finalen.

FC Outlaws’ Cecilia Di Nardo blev kåret til Årets Spiller, ligesom hun sammen med klubkammeraten Christine Sørensen kom på Årets Hold.

Endelig blev Karen Wester kåret som finalens bedste spiller, og der var også hæder til frederikshavnernes Marie Andersen som Årets Fund.

Skidt start afgørende

For ottende gang måtte Hot Shots herrer nøjes med sølvmedaljer, og vendelboerne har kun sig selv at takke for, at det gik galt mod Rødovre i finalen.

Hot Shots kom nemlig rigtig skidt ind i kampen, og efter de to første perioder var Rødovre i front med hele 5-0.

Det lykkedes dog for Hot Shots at skabe spænding i kampen med et mere direkte og målsøgende spil i 3. periode, og helt fortjent fik vendelboerne reduceret til 4-5, og det tegnede til den helt tætte afslutning.

En noget tvivlsom udvisning til Hot Shots blev imidlertid kostbar, for det udnyttede Rødovre til at score et afgørende pletskud til 6-4.

I slutfasen tog træner Kim Olesen sin keeper Anders Kjær ud til fordel for en ekstra markspiller, men i stedet for en reducering fik Rødovre sat ekstra trumf på med en scoring i tomt mål.

To på Årets Hold

Vendsyssel Hot Shots fik Niklas Juul Jensen og Oscar Thormählen udtaget til Årets Hold, og Niklas Juul Jensen blev endda kåret som Årets Spiller.

Efter næste weekends landskampe mod Belgien i Helsingborg og Rødovre Stadionhal, hvor klubben er repræsenteret med Kim Høst, Anders Kjær og Niklas Juul Jensen, er der en kort pause for Hot Shots.

Hos kvinderne skal landsholdet til en samling i Kolding 27.- 28. april, og her har FC Outlaws Caroline Christoffersen, Kristine Sørensen, Carina Vestergaard, Anne Sofie Thaarup, Cecilia Di Nardo og Karen Vester med.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden