Flot forsmag

CD POP Bonnie Raitt: "The Best of" Ikke dårligt. Slet ikke dårligt. For at markere sin nyeste turné - der blandt andet rammer Skovrock i Skovdalen i Aalborg onsdag 2. juli - har den amerikanske sangerinde, sangskriver m.m. Bonnie Raitt rodet i bunkerne af hits og andre uomgængelige sange fra de nyeste plader: "Nick of Time" (1989), "Luck of the Draw" (1991), "Longing in their Hearts" (1994), "Road Tested" (1995), "Fundamental" (1998) og "Silver Lining" (2002). Og det er der kommet en særlig vellykket "best of"-plade ud af - inden for Bonnie Raitts specielle, særdeles rummelige rock'n roll-, pop- og blues-univers, hvor det godt kan rykke stærkt af sted i bedste øvelokale-stil i en sang som "Thing Called Love" for få øjeblikke senere at være dømt stor ballade med en født evergreen som "I Can't Make You Love Me". I det hele taget er "The best of" en af den type plader, der uden tvivl kan få åbnet fleres ører for Raitts indlysende talent (og fremragende stemme), for mange vil sikkert, efterhånden som de kommer igennem de 18 sange, igen og igen tænke eller udbryde: "Ja, dén kender jeg da også - nå, er det også hende?". Ikke det værste udgangspunkt at gå til koncert i Aalborg med. Slet ikke når hun selv på det nyeste album har begået en udsøgt træffer som "I Can't Help You Now". Ove Nørhaveove.noerhave@nordjyske.dk Bonnie Raitt: "The Best of" Capitol Bonnie Raitt optræder ved Skovrock i Skovdalen i Aalborg 2. juli. På programmet er også Allan Olsen med band.