Flot, grøn rekordhøst

34 gamle grønthøstere kørte samtidig på samme mark i Ø. Hjermitslev

Lone Beck
Imponerende så det ud, da 34 traktorer og grønthøstere åd sig igennem det saftige græs på Lars Chr. Ottesens mark i Ø. Hjermitslev, og det formodes at være første gang i Danmarkshistorien, at så mange grønthøstere høster sammen. Foto: Bente Poder
Brønderslev 17. juni 2012 19:12

Ø. HJERMITSLEV: 34 gamle grønthøstere blev støvet af og kørt i marken i Ø. Hjermitslev lørdag formiddag for at slå græsset hos Lars Chr. Ottesen.

Dermed satte Dansk Veteran Traktor Klub en uofficiel Danmarksrekord. Aldrig før har så mange grønthøstere været i sving på én mark samtidig. Formentlig.
- Vi har ringet til Guinness’ Rekordbog, men de er ikke interesserede, og der findes ingen rekord, så nu sætter vi én i dag - en uofficiel rekord. Så må vi se om andre vil udfordre den, siger Elmer Hjorth, medlem af Dansk Veteran Traktor Klub og svigerfar til manden bag rekordforsøget, Allan Nielsen.
- Det lykkedes! konstaterede Allan Nielsen glad, da kortegen af traktorer var nået marken rundt med hans egen blå Fordson Dexta fra 1959 i spidsen.
Rattet måtte han overlade til en anden, fordi han selv havde travlt med at dirigere - og nyde synet af de gamle maskiner, der arbejdede støt og roligt, mens det snittede græs sprøjtede ud i store buer og den friske duft blandede sig med lugten af ko.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...