Flot halvårs-resultat i Brovst

BROVST:Brovst Sparekasse præsenterede i første halvår 2003 et halvårsresultat med et overskud før skat på 4,8 millioner kroner. I samme periode sidste år var overskuddet 1,8 millioner kr. Direktør John Olsson glæder sig over resultatet: - Resultatet fra første halvår 2003 er større end resultatet for hele 2002, og det er meget tilfredsstillende, siger John Olsson, der påpeger, at både forretningsomfang, indtjening og kursregulering af værdipapirer har vist positiv udvikling. Han forventer dog ikke, at træerne derefter vokser ind i himlen: - Jeg regner med fortsat gode og solide resultater fremover, og halvårsresultatet peger naturligvis frem mod et godt resultat også for hele året. Men det er ikke noget mål i sig selv at sætte nye rekorder. Vi satser på den gode og personlige betjening af kunderne, samtidig med at sparekassen skal have en solid økonomi som basis for den gode betjening. Indlån steg til 326 millioner kr., fra 292 millioner kr. for et år siden. På udlånssiden har realkreditsamarbejdet betydet en vækst på over 50 procent det seneste år, mens de traditionelle udlån er fastholdt.