Flot jubilæumskoncert med Sangkoret Frejdig

Samtidig blev Kaj Møller fejret for 60 år i koret

Musik 7. oktober 2002 08:00

BRØNDERSLEV: I 60 år har han sunget med i Sangkoret Frejdig. Det er Kaj Møller fra Brønderslev, der er tale om. For sit mangeårige virke modtog han 60-års tegn i forbindelse med Sangkoret Frejdigs 90-års jubilæumsfest på Brønderslev Bibliotek. - De 60 år er ikke Kaj Møllers alder, men de år, han været med i koret, understregede Jørn Bækgaard med et smil. Kaj Møller er 83 år, og ifølge Jørn Bækgaard er der ikke ret mange, der formår at være aktiv i så mange år. Kaj Møller takkede for anerkendelsen. - For mig er de 60 år gået hurtigt. Jeg har altid glædet mig til at skulle afsted, når vi skal synge, siger han. Kaj Møller udtrykte håb om, at der må komme flere yngre medlemmer med. - Vi har brug for ny kræfter, sagde han. Aalborg Håndværker Sangforening af 1854 medvirkede i jubilæet, og korets formand, Henrik Gertsen, overrakte en gave til Sangkoret Frejdig. Den blev modtaget af Jørn Bækgaard. Indledningsvis havde Sangkoret Frejdig et program under ledelse af Poul Erik Jensen. Senere havde også Aalborg Håndværker Sangforening et program under ledelse af Trine Bred Georgsen. Der var også fællessange, hvor næsten 60 mand sang på én gang, og det skete under ledelse af Trine Bred Georgsen. Som fællessange blev sunget "Den Danske Sang" og "Septembers Himmel". Til ære for Kaj Møllers 60 års jubilæum sang Frejdig ølsangen, der benyttes ved festlige lejligheder. I en pause blev der serveret kaffe og hjemmebag. Der var til koncerten fuldt hus i den store sal på Brønderslev Bibliotek, og de tilhørere, der kom, fik en god eftermiddag med et par timers smuk sang. Sangkoret Frejdigs jubilæum blev også markeret med en fest lørdag aften under mere private former.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...