Flot modeaften i Østervrå Kulturhus

Teater 1. oktober 2003 06:00

ØSTEVRÅ:Et flot modeshow tilsat sang, godbidder fra Thorshøj Revyen, en let anretning og fri bar faldt virkelig i publikums smag. Derfor gjorde det heller ikke noget, at tidsplanen skred en lille smule. Tøjbutikken Dybdahl i Østervrå havde sat alle sejl til ved showet i Østervrå Kulturhus lørdag. Aftenen bød på syv korte afdelinger sammensat i temaer med et bredt bud på tidens tendenser indenfor tøj, fodtøj, frisurer og make up til alle aldre. Tøj og fodtøj fra Dybdahl, frisurer fra frisør Leo H. Jensen og frisør Pia Løgtved, som desuden havde medbragt Betina Hansen, der lagde make up på flere af de 45 lokale modeller. Modellerne leverede med let og enkel koreografi et flot og sammenhængende show, som hele vejen gled glat og næsten fejlfrit over scenen. Ikke uventet var det de yngste deltagere, der høstede aftenens største bifald, da de på deres helt naturlige måde betrådte scenen, men også til de øvrige modeller var der anerkendende applaus fra det medlevende publikum. Indlagt mellem de syv temaer var optræden af den lokale sangerinde Gitte Breuner, som sang flere kendte numre. En enkel sort scene tilsat masser af spændende lys og et lækkert lydanlæg fik det hele til at gå op i en højere enhed. Publikum blev aftenen igennem beværtet med fri bar, chips og senere på aftenen stod den på en let anretning i Østervrå Hallen ÅB

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...