Flot overskud i Morsø Festival

Med et overskud på mere end 100.000 kroner er der ingen tvivl om, at der bliver festival igen i 2019

Trods dårligt vejr var der alligevel stor opbakning til Morsø Festival i år - i en sådan grad, at festivalen endte med et flot overskud. Arkivfoto

Trods dårligt vejr var der alligevel stor opbakning til Morsø Festival i år - i en sådan grad, at festivalen endte med et flot overskud. Arkivfoto

OUTRUP:Selv om vejret var det dårligste, Morsø Festival har oplevet i mange år, så præsterede årets festival alligevel at slutte med et flot overskud.

- Det er med stor stolthed, at Morsø Festival kan præsentere dette års resultat, som viser et overskud på mere end 100.000 kroner, hvilket betyder, at der allerede nu er gang i forberedelserne til Morsø Festival 2019, siger Johnny Markussen fra arrangørgruppen bag festivalen.

Han understreger, at selv om der har været en del snak om, hvorvidt Morsø Festival bliver en realitet i 2019, så er der med det flotte resultat ingen tvivl om, at folkene bag festivalen har fundet et niveau, som gør det muligt at holde liv i den festival, som har været en tilbagevendende begivenhed på Mors i de sidste 32 år.

- På trods af vejret mødte øens beboere alligevel talstærkt op i år. Det viser, at der er stor opbakning til festivalen og et ønske om, at den skal fortsætte, fastslår Johnny Markussen.

Som noget nyt lukkede Række 2 ½ festivalen af i et fyldt telt, hvor der blev danset og sunget lige til det sidste.

- Morsø Festival 2018 kunne ikke have sluttet på en bedre måde, og det er derfor også besluttet, at der igen i 2019 skal lokale bands på plakaten, siger han.

Hvad der ellers kommer på programmet, når festivalen afholdes næste gang 17. august 2019, forventer Morsø Festival at kunne melde ud i slutningen af året.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.