Flot program til idrætsuge

VOERSÅ:Voerså Idrætsforening byder på et stort, flot program til årets idrætsuge i uge 31. Hele femogtyve fodboldhold skal i ugens løb kæmpe om fodbolde og medaljer som præmier. Fodbolde bruges som præmier til de ældre, mens medaljer bruges som præmier til micro- og miniputhold. Ugen starter tirsdag 27. juli med fodboldstævne for herreseniorer. Om onsdagen er der både lilleput drenge og damefodboldstævne. Torsdag er det lilleput piger, damejuniorer og drengeholdenes tur til at komme i kamp, mens fodboldugen sluttes af om fredagen med et herresenior fodboldstævne, men for 7 mands hold. Men også blandt andet Mini-OL, hestepærebanko, sponsorcykelløb, gadefodbold, petanque og teltbal er på programmet.