Flot program til sankthans aften i Voerså

Voerså er en herlig plet.

Voerså er en herlig plet.

VOERSÅ:Hvis bare vejret holder nogenlunde, så er der ingen tvivl om at Sct. Hans aften, er den dag i Voerså der samles flest mennesker ved åen. Når det er allerbedst, og der er trængsel, er der vel omkring et par tusinde mennesker på bredderne, broen og ved åen. Tit er vi også blevet skuffede hvor det har stået ned i stænger, men det er Sct. Hans, og det har også sin charme, siger Egon Olsen, der til daglig driver Voerså Bådudlejning og Hotel Garni sammen med fru Grete. - Vi er nu klar med Sct. Hans programmet, og har i år været så heldige at få en del store sponsorer på, så der er en del rejser og præmier at vinde, i de indbyggede konkurrencer i løbet af aftenen, slutter Egon Olsen. Festlighederne åbner kl. 18.30. Her spilles der festlig, hyggelig og underholdende musik, der kan høres over hele området. Samtidig serveres helstegt pattegris med flutes og salat. Alle der deltager i spisningen, er med i lodtrækningen om et gavekort fra Fjord Lin på en rejse til fem personer til Norge til en værdi af 4000 kroner. Klokken 19.30 er der masser af børneunderholdning med Joanna og Co. Mon ikke børnene kunne finde på at synge fødselsdagssangen. Joanna underholder børnene ved åen, for 11. sankthans aften i træk, men hvert år er det lykkedes hende at holde sin fødselsdag hemmelig, som netop er denne aften. I Joannas optræden er der masser af Konkurrencer og ikke mindst, uddeling af gratis is til alle børn ved åen som synger med på fødselsdagssangen. Familie - rally på vandcykler løber af stabelen klokken 20.30. Her bliver man udsat for lidt af hvert i form af hjernevrider-konkurrencer, måske en våd numse og en klatretur, samt masser af andre ting. Her er det en fordel at have flere generationer på vandcyklen. Sponsorerne Stena Line og Color Line har her sponseret flotte rejser til både Norge og Sverige. Årets båltaler kommer på klokken 22. I år er det Den Ny Frederikshavns Storkommunes borgmester Erik Sørensen, der får æren af at være båltaler. Erik Sørensen får i forbindelse med båltalen et ekstra job, nemlig at trække gevinster ud, blandt andet fra spisningen. Festfyrværkeriet er droppet i år. Bålet bliver tændt klokken 22, og ved hjælp af fakler der bliver transporteret til bålet i et vandcykeloptog. Fakkeloptoget tænder bålet netop som borgmester Erik Sørensen er færdig med sin tale. Festen og musikken slutter klokken 23.30.