Flot sæsonstart for Ægir-roere

KØBENHAVN:Junior C-roerne Line Søndergaard Knudsen og Sara Nissen fra Roklubben Ægir topper dansk ronings talentcup efter en fornem indsats i Copenhagen Regatta på Bagsværd Sø. Sammen knuste de al modstand i dobbeltsculler, og i singlesculler opnåede de placeringer som henholdsvis nummer tre og fire. I junior D singlesculler skulle Ida Dsane Andersen forsøge at leve op til vinterens sølvmedalje ved indendørs DM, og det gik over al forventning, da hun efter en fantastisk slutspurt over de sidste 100 meter, hvor hun satte to konkurrenter på plads, vandt med fire sekunder. På andendagen gik det ikke helt så godt, da Ida tæt på mål tabte en åre og måtte se to konkurrenter ro forbi, før hun fik gang i båden igen og snuppede tredjepladsen.