Flot skærm - stærkt indhold

Under overskriften "Flad skærm - fladt indhold" kritiserer redaktionschef Elsebeth Dissing (1.12.) TV 2s indhold på en måde, som får mig til tasterne.

Elsebeth Dissing ønsker bl.a. nye programtitler på skærmen, og hun efterlyser forskelle på TV 2 og DR 1. Jeg vil gerne nævne nogle af de forskelle, man kan finde i statistikken over programmer og seertal: TV 2 er den kanal, som sender klart flest nyhedstimer om året - 726 timer på TV 2 i 2010 mod 389 timer på DR 1. TV 2 sender 83 nyhedsudsendelser om ugen - DR 1 sender 29. TV 2 er i 2011 den kanal, der sender flest timers dansksprogede udsendelser. TV 2 er klart den kanal, der sender flest danskproducerede førstegangsudsendelser. TV 2 er næsten 50 procent mere set end DR 1, når man kigger på danskernes tv-forbrug. TV 2 er den kanal, som flest gange samler en million danskere foran skærmen (i 2011 foreløbig 156 gange på TV 2 og 88 gange på DR1). TV 2 er den kanal, som hvert år viser danskerne de største sportsbegivenheder, og 2012 bliver det største sportsår nogensinde. Her sender TV 2 både fra EM i herrehåndbold, EM i fodbold, OL i London, Tour de France, EM i kvindehåndbold og fra Giro d'Italia, der indledes med tre etaper i Danmark. Og helt aktuelt: TV 2 er den foretrukne kanal, når der skal ses julekalenderudsendelser. 13 af de 14 familie- og børne-julekalendere fra de seneste 20 år, der alle har haft over én million seere i snit, er fra TV 2. Og vores aktuelle nordjysk-funderede "Ludvig & Julemanden" har højere seertal, end det er set i de foregående ti år. Elsebeth Dissing efterlyser nye programtitler på skærmen, og TV 2 bringer netop hvert år en række nye programmer frem til danskerne. Inden for seneste uger kan jeg nævne "Voice - Danmarks største stemme", talkshowet "Weekend Weekend" og "Mormors bordel". Her sættes prostitution til debat på en måde, hvor udsendelsens hovedpersoner selv undersøger emnet i flere lande og konsekvenserne af det svenske forbud mod købesex. Andre nye programserier i 2011 er så forskellige titler som f.eks. "Toppen af poppen", "Ingen kære mor" om den såkaldte curlinggeneration, krimiserien "Den som dræber", reportageserien "Razzia", der følger SKATs og Fødevarestyrelsens arbejde, reportageserien "Campisterne", "Taxaquizzen" og "Den blinde vinkel". Blandt de nye programmer fra 2010 kan nævnes "BS og basserne", "De 7 drab", "Felthospitalet", "Vores krig", "CPH Lufthavnen" og "Natholdet". Og hvis vi inddrager 2009-titler, ses bl.a. comedysuccesen "Live fra Bremen", "Stjernerne på slottet", "Danmark ifølge Bubber" og "Ultimatum". Sidstnævnte omtales af Elsebeth Dissing som gammel traver, men intet kunne være mere forkert. TV 2 har blot sendt syv forskellige udgaver af programserien, som er meget vanskelig at lave, og som selvfølglig produceres med allerstørste hensyntagen til de involverede. Hertil kommer en række klassikere, som sendes i nye sæsoner og med programmæssige fornyelser, fordi seerne elsker dem, f.eks. "Station 2", "Operation X", "Årgang 0", "Hvem vil være millionær?", "Vild med dans", "Go' morgen Danmark", "Go' aften Danmark" og "Liebhaverne". I TV 2s første 16 år betalte danskerne til TV 2s hovedkanal via licensen, men det sluttede i 2004. Udviklingen viser, at TV 2 - ligesom andre kommercielt finansierede tv-kanaler og ligesom NORDJYSKE Stiftstidende, der lever af annoncer og abonnement - har brug for en finansiering på "to ben". Med abonnementsbetaling får TV 2 en mere stabil økonomi - og dermed mulighed for fortsat at levere gedigen public service og sende f.eks. omfattende nyhedsdækning, stor sport, dansk fiktion, underholdning samt fakta og dokumentar. TV 2s opgave i de kommende måneder og år er at vise danskerne, at hovedkanalens omfattende programudbud er værd at betale for. Akkurat som NORDJYSKE Stiftstidende skal bevise for sine læsere, at avisen er værd at betale 365 kroner for i abonnement om måneden.