Flot succesrate for seniorer - trods alt

HJØRRING: En forening, hvis fremmeste mål er, at medlemmerne hurtigst muligt forsvinder igen, er lidt af et paradoks. Men det er faktisk tilfældet, når man taler Senior Erhverv Hjørring. - Formålet med foreningen er, at medlemmerne kommer hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen. Derfor er jeg den tredje formand siden marts i år, siger Jørgen Hassing, som for indeværende repræsenterer den lokale forening, Senior Erhverv. Den har eksisteret i knap to år og er åben for alle arbejdssøgende ledige over 50 . Foreningen har en samarbejdsaftale med den lokale arbejdsformidling og får driftstilskud fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Men enhver arbejdsindsats i gruppen er ulønnet og frivillig, forklarer Jørgen Hassing. Foreningens årsresultat er slet ikke så ringe, for 25 personer har fundet et nyt job i 2004. På grund af medlemmernes gennemstrømning er det ikke helt ligetil at måle succesen, men Jørgen Hassing vurderer, at der i år har været en lille nettotilgang af medlemmer - alt i alt har cirka 50 personer været knyttet til Senior Erhverv i løbet af året. Lige nu tæller foreningen 45 mennesker, fordelt over hele Vendsyssel. Og en succesrate på cirka 50 procent er ret flot. Alligevel er Jørgen Hassing ikke ganske tilfreds: - Det grå guld eksisterer kun på papiret. Når vi er ude for at markedsføre seniorer, er det mit indtryk, at skåltalerne er gemt og glemt, siger han med slet skjult frustration over den vanskelige kunst, det er, at markedsføre ældre medarbejdere. Senior Erhverv ligger på Nørretorv og holder åbent alle hverdage mellem 9 og 12 efter 3. januar. lara