Flot udsigt fra toppen af vandtårn

SKAGEN:Skulle man få lyst til at kombinere motion og et kig ud over Skagen, er Vandtårnet midt i byen på vej mod Grenen absolut et godt valg. Her får man god motion af de mange, stejle trapper, og vel oppe i det gamle vandtårn, kan man se hele vejen rundt med skibe på venstre og højre side af Grenen. Er man heldig, kan man en sjælden gang se en uheldig norsk sejler sidde fast på spidsen, fordi de tror, man kan skyde genvej nær kysten. Hver sommer sørger medlemmer af Skagen Efterløn- og Pensionistklub for billetsalget i Vandtårnet, der er åben fra midt formiddag til aften - alle ugens dage. Der er efter indretning af toilet i bygningen nu indgang fra den modsatte side af vandtårnet i forhold til tidligere. Den nuværende indgang og trappe op i tårnet er bibeholdt, så når der ellers er åbent for publikum til vandtårnet, kan man jo passende lige stige op af trappen og få et godt vue ud over Skagen, når man er blevet lettet lidt takket være de nye toiletter, hvor det ene er indrettet som et handicaptoilet. Det koster kun en småmønt at få lov at komme op i Vandtårnet.