Flotte fede tegninger

Film 27. september 2002 08:00

film "Niels Neutron - Det lille Geni" Niels Neutron er bare en af denne uges børnefilm, og den er en underlig hybrid, som på en gang er fascinerende og småkedelig. Det er i selve animationen, at vi finder det meste morskab. Figurerne er lavet på computer med nogle programmer, der kan købes på tilbud i Bilka hveranden lørdag. Det er ikke i den tekniske finesse, den overrasker. Det er i dens grundtegning. Store, store hoveder på små kroppe, og vel at mærke hoveder, der er vidunderligt karikerede. Det er således ikke svært at se, hvem pigernes helt, Mads Dean, skal forestille... Filmens univers er også herligt naivistisk. Her flyver vores helte rundt i det ydre rum i raketter med åbent cockpit. Der er meget 50'er-atmosfære over det amerika, vi møder i denne film. Det er der også over vores heltes frisurer. I filmen møder vi nørden Niels Neutron, der er opfinder og skoleelev og prügelknabe i klassen. Blandt andet fordi hans opfindelser aldrig er helt perfekte, men altid får tingene til at gå amok. Han minder en del om den Dexter, der huserer på Cartoon Network på fjernsynet derhjemme. Niels kommer ved et uheld til at lokke nogle hæslige rumvæsener til jorden, hvor de kidnapper alle forældrene for at bruge dem som foder til deres hæslige og onde gud. Til at begynde med er det naturligvis fedt, at forældrene er væk, og ungerne fester igennem så det vil noget. Men så kommer savnet, da de finder ud af, at morgenmaden ikke står på bordet helt af sig selv som den plejer. Derfor drager ungerne ud for at befri deres forældre i en armada af rumskibe, der er bygget af brugte tivolieffekter. Det er et fantastisk flot syn at se karruseller, pariserhjul, rutchebanevogne og andet flyve gennem rummet i jagten på det onde. Også her er filmen vidunderlig i sine billeder. Men den har altså et problem med handlingen. Vi griner mest når forældrene bøvser eller nogle får noget hårdt i hovedet, og der er generelt langt mellem både gys og grin. Vi nærmer os kedegrænsen jævnligt, men lives heldigvis ofte op af de overdådige og fantasifulde billeder. Filmen er helt okay fordansket af blandt andre Andreas Jessen (Niels), Ann Eleonora Jørgensen (mor) og Thomas Mørk (far). Og som det vigtigste: Den onde rumkonge Goobot har fået en helt vidunderlig fordanskning ved Jørgen Reenberg, der taler klassisk, dansk teatersprog så det vil noget. Det er en stor fornøjelse. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "Niels Neutron - Det lille Geni". (Org. titel: "Jimmy Neutron - Boy Genius". Instruktion og manus: John A. Davis. 1 time og 23 minutter. Tilladt for alle. Danmarkspremiere i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...