Flotte fisk og fint vejr

Skærtorsdag blev Lagunen genåbnet

Fødevarer 20. april 2003 08:00

HOU: Skærtorsdag er en dag, som mange mennesker traditionelt ser frem til, da det jo for de flestes vedkommende er den første dag i påskeferien. For Jesper Larsen er det omvendt, for skærtorsdag var dagen, hvor han skulle begynde på sit nye arbejde som forpagter af fiskeparken Lagunen syd for Hou. NORDJYSKEs journalist er denne torsdag på færde allerede inden klokken 8.00, hvor den officielle åbning er fastsat til. Det skal dog siges, at det er en ren fryd, for sådan en tidlig morgen er der jo ganske stille, når familien Danmark har ferie. De seneste dages milde forårsvejr, har allerede lokket småfuglene til at stå op, og de sidder nu rundt omkring på træernes grene og kvidrer på livet løs. Jesper Larsen ser meget spændt ud. Han går rundt og tripper, mens han venter på, at klokken skal runde otte. Han fortæller, at de første fiskeentusiaster stod klar ved søbreden.allerede klokken 6.30 Den nyslåede fiskeparksforpagter spejder forventningsfuldt ud over Lagunen, men endnu hersker den uspolerede idyl over vandet. Endnu har den fugtige morgendis sit tag i landskabet, men den bliver langsomt manet tilbage af den gryende morgensol. Vorherre har overstrøet græsarealerne omkring Lagunen med små dugdråber, men det generer ikke de mange lystfiskere, som allerede har taget opstilling langs søens bredder. Klokken slår otte, og fiskeriet er nu officielt åbnet. Hovedparten kaster øjeblikkeligt fiskesnørerne i vandet, men enkelte vælger dog indledningsvist at nyde godt af kaffe, rundstykker og Gammel Dansk, som Jesper Larsen trakterer de fremmødte med. Pludselig brydes overflade og stilhed af et stort vandsprøjt fra Lagunens modsatte side. En stor, stærk og sølvglinsende regnbueørred er blevet overlistet af en lystfisker, og nu kæmper den desperat for sin overlevelse. Langsomt overvindes den dog, og stykke for stykke må den sande, at den trækkes tættere og tættere på bredden og den dræbende ilt. Klokken 8.10 er den første fisk på land, og det er tydeligt, at Jesper Larsen er en lettet mand. Jesper Larsen har hidtil ejet Slotskroen i Aalborg, men det røgfyldte værtshusmiljø havde han mistet lysten til. Da tilbuddet om at forpagte Lagunen kom, var han derfor ikke i tvivl om, at han skulle slå til. - Jeg har altid selv fisket meget, så det var jo nok lidt af en drøm, der gik i opfyldelse, fortæller Jesper Larsen, mens et smil bryder hans ansigt. Endnu en lystfisker har landet en ørred. Der er efterhånden kommet rigtig godt gang i fiskeriet, og det ser ud til, at der er fisk nok til alle. - Hvis jeg kunne leve af, at folk fanger fisk, så ville det jo være dejligt. Men det må vi jo prøve, siger han, mens han ser på de to personer, som står ved hans side. Jesper Larsen har kæresten Karin Strøm og deres fælles datter Marie på godt tre år med ved åbningen, men selv om Karin Strøm har beholdt sit eget job, er det tydeligt, at Lagunens succes er vigtig for dem alle. Jesper Larsen føler sig dog overbevist om, at Lagunen både kan levere fangst til fiskerne og det daglige brød til ham selv. Hvis niveauet fra åbningsdagen holdes, er der formentlig heller ingen tvivl om, at han har ret i sin antagelse. Det var i hvert fald umuligt at finde lystfiskere, som ikke var godt tilfredse med Lagunens genåbning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...