Fugle

Flotte fugle på Knivholt

Der venter en spændende og farverig oplevelse på Knivholt i den kommende weekend.

Der venter en spændende og farverig oplevelse på Knivholt i den kommende weekend.

FREDERIKSHAVN:I weekenden 20. og 21. oktober holder Frederikshavn Fugleforening sin store årlige udstilling på Herregården Knivholt vest for Frederikshavn. Det er fjerde gang, foreningen afvikler udstillingen i Østre Lade som har vist sig at være en perfekt ramme om arrangementet. Det har tydeligt kunnet ses på besøgstallene, der år efter år har været stigende og for længst har rundet 1.000 gæster. De sidste par år har der været en del turbulens på grund af frygten for fugleinfluenza, men nu ser det heldigvis ud til, at der er faldet mere ro over tingene, så fuglefolket igen kan fremvise deres mange flotte fugle. Og der er ingen tvivl om at udstillingen i år bliver et tilløbsstykke. Blandt foreningens medlemmer har der været stor interesse for at udstille og antallet af tilmeldte fugle er steget med mere end en fjerdedel i forhold til udstillingen for et år siden. Tilmed kan man i år præsentere hele fem lokale første opdræt på udstillingen. Det vil sige fugle som det for første gang nogensinde er lykkedes medlemmer af foreningen at få til at yngle. - Det er ganske uhørt. Vi plejer kun at have et enkelt nummer eller i bedste fald et par stykker, så det er faktisk noget af en sensation. Men det viser samtidig at nogle af medlemmerne gør en stor indsats for at sikre avlsarbejdet af sjældne og truede fuglearter, siger formanden for Frederikshavn Fugleforening, Bruno Olesen. I mange egne af verden trues fuglenes leveområder af stigende forurening og skovhugst og mange arter svinder i antal år efter år. Alle klodens egne er præsenteret på udstillingen. Der er både Australske parakitter, Sydamerikanske papegøjer, undulater, kanariefugle og små farvestrålende tropefugle fra både de Afrikanske lande, Australien og de Asiatiske områder, så der skulle være noget for enhver smag at kigge på. Fuglene bedømmes på udstillingen af specialuddannede dommere tilknyttet Landsorganisationen Danske Fugleforeninger, og de bedste fugle præmieres med flotte rosetter og ærespræmier. Det sker lørdag formiddag hvorefter udstillingen åbnes for publikum over middag. Ud over de mange flotte fugle, vil der også være en del hobbystande repræsenteret og Vendsyssel Fuchsia Klub har hjulpet med at udsmykke laden med mange flotte blomster. Børnene er der også tænkt på med en lille hyggekrog med marsvin og andre kæledyr som man gerne må røre ved! - Vi kan kun opfordre folk til at slutte efterårsferien af med en familietur til Knivholt ¿ der venter en storslået oplevelse, siger Bruno Olesen.-w