Brovst

Flotte græskarmænd i Brovst

BROVST:Der var masser af mennesker i Jernbanegade, da Brovst Handelsforening holdt søndagsåbent. - Der var et fantastisk dejligt vejr, og det har betydet flere mennesker på gaden, fortæller Kirsten Sørensen fra handelsforeningen. Handelsforeningen arrangerede for første gang en konkurrence, hvor det galdt om at lave den flotteste græskarmand. 30 børn deltog og gjorde sig så megen umage, at dommerne kom på en svær opgave, men afgørelsen skulle træffes. Førstepræmien, et gavekort på 500 kroner, vandt Mikkel Myrup fra Brovst. Dommerne mente imidlertid, at det ikke var nok med én præmie. Derfor blev der gavekort på 100 kroner til Yasmin og Oliver Kramer, som tog andenpladsen, og til Kirill Jensen, som blev nummer tre. Derudover var der slikposer til alle deltagende børn.