Flov hjort har tabt kronen

Fra februar til nu fælder kronhjorten gevir. Kæmperne bliver kullede og ydmyge

Skovens konge, kronhjorten, blev flov, da han i februar eller marts tabte kronen og i egne øjne dermed værdigheden. Selv når en pjevs af en spidshjort trængte sig frem, undveg derfor 16-enderen. Men majestæter i hjortenes verden må ydmygelsen igennem hvert eneste år. Sidst på vinteren taber (kaster) de geviret, mens det nyt baner sig vej. I forsommeren er det stort og tungt igen. I august kan det pudses af (fejes), og i september et våbnet flot og klar til kamp. Hos kronvildtet begynder hjortenes kullede tid altså i senvinteren, mens de yngste dyr kaster hen mod maj, lige nu. Når man ser et guldtrofæ på en jægervæg, er det nærmest ufatteligt, at denne masse med totalvægt og pandebrask på måske 9 kg. kan fornyes hvert år. De tabte gevirer forsvinder ydermere på forunderlig vis i skovbunden eller på heden, hvor de falder. Mus æder af dem, og forbavsende sjældent finder vi dem. Ja på kronvildtterræner hører vi ligefrem skovfolk sige, at de snarere finder en død hjort end dens tabte gevir. Ikke fordi hjortene går rundt og dør, men fordi det er så tilfældigt at løbe på en kastestang, som det hedder. En samling i Thy Vender vi blikket mod de store klitplantager i f.eks. Han Herred og Thy, må her ligge i hundredvis af stænger, men selv skovfolk med kendskab til krondyrene finder få. Schweisshundeføreren, klitplantør/skovfoged Henrik S. Kristensen, Snedsted, har siden 1986 modtaget 58 opsamlede stænger fra et stort område, men personligt finder han måske højest én om året, og materialet er samlet så tilfældigt, at det ikke fortæller noget. Den tungeste stang i samlingen vejer 4 kg, mens den mindste lille knop fra en spidshjort vejer 50 gram. Tit ligger kastestængerne i heden, og der er ingen regel for noget, ej heller for tidspunktet. Men nogle mennesker har mere øje for tingene end andre - ligesom når det gælder om at finde rav. En elev på Thy Statsskovdistrikt huskes for, at han kunne gå ud bare for at finde kastestænger – og vende hjemme med bytte! Dels havde han gode øjne. Dels bemærkede han, hvor hjortene ofte tabte kronen, f.eks. hvor de skulle springe over grøfter. Man kunne tro, at hundeførere blandt skovjægere havde mulighed for at finde gevirstænger, eftersom de ofte "går igennem", d.v.s. at de på linje gennemgår skovens indre. De finder dog heller ingenting og ved, hvor svært det er at finde også råbukkeopsatsen, selv hvor et påskudt dyr i december kan miste den omkring skudstedet. Tidlige kalve I godset Lindenborgs dele af Rold Skov følges kronvildtet året rundt af især jagtchef Elisabeth Svendsen, men selv ved foderpladserne i Vesterskoven er det usikkert, om man kan opsamle en gevirstang og endnu sjældnere, at der ligger to. De behøver ikke at falde på samme tid. Selv hvor man f.eks. på en brakmark søger omhyggeligt, fordi her går en stor og kendt hjort, lykkes det måske ikke at finde noget. Men én god fangst har der været: Den tungeste stang fra i år vejer 3,75 kg, og når der endelig findes stænger fra de største hjorte, fortæller de lidt om formatet i kommende sæson. For øvrigt skete det interessante, fortæller Elisabeth Svendsen, at man i tirsdags fandt den første nyfødte kronkalv. Det er meget tidligt og vidner om den årligt fremrykkede brunst. Man hører efterhånden de første hjortebrøl i august, og tendensen skulle give tidlige og dermed stærke kalve. Måske ender det med, at kalvene kommer før rålammene?