EMNER

FLS-direktør: Godt samarbejde med teknisk forvaltning

Ejer af eternitgrunden vil lytte til borgernes forslag

AALBORG:Direktør Lars Nielsen, FLS Real Estate, er uforstående over for den hårde kritik, som teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) retter mod ejerne af eternitgrunden. - Vi har fra begyndelsen grebet omdannelsen af eternitgrunden seriøst an og har haft et godt samarbejde med teknisk forvaltning, siger Lars Nielsen. Han afviser, at det udelukkende er økonomiske interesser, der har betydning for, hvad FLS foreslår, der skal være på den 36 ha. store grund. - Det er for tidligt at diskutere økonomi og lægge sig fast på, hvad der skal være på området. Området er så stort, at der er plads til forskellige ting, og vi forestiller os ikke, at der skal være tæt bebyggelse på alle 36 ha, siger Lars Nielsen, der tilføjer, at det i det materiale, der er udarbejdet om eternitgrunden, er foreslået, at den nordlige del primært kan bruges til erhverv, mens den sydlige del især kan bruges til boliger. Men det udelukker ikke, at der også bliver grønne området på arealet, hvis størrelse svarer til cirka 70 fodboldbaner. Lars Nielsen slår fast, at FLS Real Estate har samarbejdet med nogle af områdets mest kompetente rådgivere, nemlig COWI, arkitekter hos C. F. Møller og Nybolig, og at den viden, som FLS har fået, er blevet delt med teknisk forvaltning. Han understreger, at FLS vil lytte til de forslag, der kommer frem i forbindelse med den offentlige debat, der skal gennemføres i perioden 9. marts til 4. maj. - Vi vil gerne have en debat med borgerne og politikerne om, hvad der skal være på grunden, siger Lars Nielsen.