FLS går efter en priskrig

København, onsdag /ritzau/ Storaktionæren Potagua i en af landets største industrivirksomheder, FLS Industries, går tilsyneladende efter en decideret priskrig om virksomheden. Det sker, efter at et konsortium med blandt andre den tidligere B&W-direktør Jan Bonde Nielsen har afgivet et uforpligtende bud på koncernen. Usædvanligt valgte de tre ejerfamilier bag Potagua straks at offentliggøre den uforpligtende henvendelse mandag aften. Det betragtes som en invitation til andre interesserede i FLS, som i princippet har været til salg længe. - Meddelelsen kan tolkes som et signal om, at nu er ballet åbnet, og hvis der er andre interesserede, må de komme på banen nu, siger aktieanalytiker Michael W. Hybholt, Danske Equities, til Børsen. Storaktionær i Potagua, advokat Christian Kjær, som nødvendigvis må tages i ed ved en handel, har tidligere sagt, at en pris under 200 kroner per Potagua-aktie er uinteressant. Den foreslåede pris fra konsortiet på i alt seks milliarder kroner beløber sig kun til mellem 95 og 105 kroner per aktie. Selv om kursen steg efter offentliggørelsen af interessen, nåede den ikke op på det niveau. FLS er nærmest et "håndværkertilbud" og står midt i en større oprydning, som koster koncernen dyrt. Og analytikere mener, at andre købere hellere vil vente, til oprydningen i FLS er afsluttet. - Mange industrielle aktører kan have håbet på en situation, hvor der var ryddet op i FLS' mindre interessante forretningsområder. Men det er altså nu, det sker, konstaterer analytiker Henrik Breum, Nordea, overfor Børsen. Talsmanden for gruppen af købere, direktør i Greenoak Torkel Olrik, antyder, at han havde foretrukket en anden fremgangsmåde. - Vi synes måske, at det var bedst med en privat snak i starten, sådan at virksomheden ikke oplever for megen tumult. Men nu er sagen, som den er, siger Torkel Olrik til Jyllands-Posten. /ritzau/