Teater

Fluernes Herre

HJØRRING:Tirsdag 29. oktober viser Hjørring Teater et teaterstykke bygget over Nobelprismodtager, William Goldings, mest kendte roman "Fluernes Herre". Det er en opsætning fra Svalegangen, der er på turné med historien om drengene fra en skoleklasse, der strander på en øde ø, og i skarp konkurrence, etablerer et hierakisk samfund med skæbnesvanger udgang. Goldings klassiker er ikke mindst aktuel i dagens Danmark, hvor godt en million seere følger Fluernes Herre Light - bedre kendt som "Robinson" - på TV3. I Fluernes Herre forvandles en gruppe velopdragne skoledrenge til blodtørstige monstre, da overlevelseskampen går ind for alvor. Det gør den, da det går op for dem, at ingen finder det fly, som de styrtede ned med. Sir William Goldings roman handler om de urinstinkter, der stikker næsen frem, når civiliserede mennesker fratages deres bekvemmelighed og lovens beskyttelse, tvinges ud i isolation og en indædt eksistenskamp for det daglige brød. Mange skoleklasser har anmeldt deres ankomst til forestillingen, da den slags kampe om herredømme også udspiller sig i klasseværelset og i skolegården, omend i en mere fredelig udgave. Sceneversionen blev skrevet af den engelske dramatiker Nigel Williams i 1995 til The Royal Shakespeare Company. Svalegangen samarbejder med Odsherred Teater og Teatret Fair Play om forestillingen, der er oversat af Michael Ramløse. Simon Vagn Jensen og Robert Parr har instrueret de ni skuespillere.