Flugtbil stjålet i Sulsted i oktober

Bilgården Hostrup lagde også bil til røveri i Hjørring kort før jul

Peter Larsen
Au­to­for­hand­ler Ib Jen­sen - har lagt bil til to kup in­den for kort tid. Ar­kiv­fo­to: Gre­te Dahl
Røverier 28. december 2007 05:00

AALBORG: Den sølvfarvede Audi RS4 årgang 2001, som blev benyttet ved kuppet mod Danske Bank i Århus i går morges, stammer fra Sulsted. Her blev den 13. oktober stjålet ved et indbrud i Bilgården Hostrup. - Det er en bil til 600.000 kroner og en model, som kun findes i ganske få eksemplarer i Danmark. Den har en topfart på den gode side af 300 kilometer i timen, siger autoforhandler Ib Jensen, Bilgården Hostrup. Bilens motor på 2,7 liter yder 380 hk. Tyvene fik fat i bilen, efter at de var brudt ind i forretningen, hvor de havde brækket et ellers specialsikret nøgleskab op og stjålet nøglerne til Audien - og intet andet. - De har vidst, hvad de ville have, og hvad bilen skulle bruges til, er Ib Jensen sikker på. Hans teori underbygges af, at de nummerplader, Audien var udstyret med, blev stjålet samtidig som bilen, men dog ikke fra forhandleren i Sulsted. Ib Jensen fik meddelelse fra politiet om fundet af bilen. Den var stort set uskadt, og nøglerne lå på sædet. - De havde brækket en antenne af, formentlig af frygt for sporingsudstyr, siger Ib Jensen. Endnu en flugtbil Det er anden gang inden for kort tid, Bilgården Hostrup lægger køretøj til et røveri. Ved et kup mod en pengetransport fra varehuset A-Z i Hjørring kort før jul, blev der også benyttet en Audi fra Sulsted-firmaet. Den var stjålet et par uger forinden og blev fundet næsten uskadt i Vrå. Røverne er endnu på fri fod. Ib Jensen venter at få bilen fra Hjørring-kuppet frigivet af politiet straks i det nye år, mens han fra forsikringsselskabet har fået pengene for den Audi, der blev brugt i Århus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...