Flugtbilist mistænkt for påkørsel af betjent er anholdt

Politiet i Aarhus har siden fredag eftersøgt en flugtbilist. Nu er han anholdt. Passager har meldt sig selv.

AARHUS:En 20-årig mand, som fredag menes at have påkørt en politibetjent i Aarhus, er blevet anholdt.

Det oplyser Østjyllands Politi i et tweet natten til mandag.

Uden dramatik blev den 20-årige efterlyste mand anholdt natten til mandag.

Han har været eftersøgt af politiet siden fredag aften, hvor han påkørte en betjent i i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj. Betjenten kom alvorligt til skade, mens bilisten fortsatte sin flugt væk fra stedet.

Den formodede flugtbilist vil blive stillet for en dommer mandag, oplyser Østjyllands Politi. Det præcise tidspunkt er ikke kendt, men det vil foregå i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Manden blev anholdt klokken 23.43 på en adresse i Brabrand.

Godt en halv time inden anholdelsen af ham, havde en 19-årig mand, som politiet formoder sad som passager i bilen, selv henvendt sig på politigården i Aarhus. Han har også været efterlyst.

Den 19-årige er foreløbigt blot afhørt til sagen, men er ikke sigtet.

- Vi har hen over weekenden efterforsket intensivt, både med henblik på at få afklaret selve hændelsesforløbet og for at finde frem til den formodede flugtbilist, udtaler Kirsten Dyrman, politidirektør ved Østjyllands Politi.

- Vi er derfor meget tilfredse med, at der nu er foretaget anholdelse i sagen, siger hun videre i en pressemeddelelse.

Den 31-årige betjent, der blev ramt af bilen, ligger mandag fortsat i kunstig koma. Hans tilstand var først kritisk, men er siden blevet stabil.

Ulykken skete lidt efter klokken 18.30 fredag aften i det vestlige Aarhus.

Betjenten var i gang med at lægge såkaldte stop sticks ud på kørebanen for at få standset flugtbilisten, da bilisten påkørte ham i høj fart.

Efter ulykken flygtede bilisten ud ad Silkeborgvej.

Det er uvist, hvad den 20-årige mand vil blive sigtet for.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.