Flugten fra det (u)sikre hus

"Safe House"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Matt Weston er husholder, men ikke for et hvilket som helst hus. Huset er nemlig et såkaldt "Safe House", og Matt Weston er i virkeligheden CIA-agent, dog i den absolutte bund af agent-hierarkiet. De sikre huse er hemmelige forhørslokaler placeret rundt om i verden, hvor der kan placeres og afhøres farlige forbrydere. Der sker dog intet spændende i det sikre hus i Cape Town, hvor Weston tilbringer den ensomme arbejdsdag med at spille bold op af væggene i de tomme rum. Lige da Weston er ved at opgive håbet om nogensinde at blive forfremmet væk fra det kedsommelig arbejde, ringer telefonen. En gæst er på vej. Og ikke bare hvilken som helst gæst. Der er tale om legenden Tobin Frost - en overløber fra CIA, som gennem de seneste ni år har solgt sin viden til højstbydende. Nu har han meldt sig selv på det amerikanske konsulat, og han flyttes til Matt Westons sikre hus, så et hold sikkerhedsfolk kan afhøre den farlige eks-agent. Weston beordres til at slukke overvågningskameraerne og bliver efterfølgende vidne til en kontroversiel afhøring med "waterboarding", hvor Frost udsættes for simuleret drukning. Afhøringsscenen er et absolut højdepunkt i filmen "Safe House" og sætter tonen for et fantastisk, mørkt og realistisk actionbrag, med fuld fart over feltet og gennem gaderne i Cape Town. For flugten sættes ind. Nogen er ude efter Tobin Frost, og nogen har afsløret hans opholdssted. Som husholder har Matt Weston ansvar for sin gæst, og han skal nu få Tobin Frost videre til et andet sikkert hus. Denzel Washington er den erfarne eks-agent Tobin Frost, der med lethed får manipuleret den yngre og uerfarne Matt Weston, spillet af Ryan Reynolds. Filmens største styrke er de to hovedrolleindehavere. Denzel Washington er eminent som den hårdkogte, men også dybsindige Tobin Frost, og Ryan Reynolds får gjort bod for alt for mange middelmådige præstationer i alt for mange middelmådige film. Der er dog ikke meget kød på nogen af rollerne, og filmen bidrager ikke med noget nyt til genren. Men hvor er det forfriskende, at dramatiske højdepunkter får lov til at komme ud af det blå i stedet for at blive præsenteret med spændingsmusik og fanfare. Gentagende gange overraskes man af handlingens udvikling, og midt i alt tumulten er der også tid til dybere samtaler mellem Weston og Frost. Filmen er dog mest af alt et hæsblæsende action-drama lige efter bogen og utrolig seværdig med sin ekstremt overdrevne, men alligevel realistiske, kampscener både i den afrikanske storby og slum. Lars Christensen l.christensen@nordjyske.dk "Safe House" USA, 2011 Instr.: Daniel Espinosa En time, 55 min. Till. o. 15 år Danmarkspremiere i dag

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.