Bortførelser

Flugten fra slottet

En forfrisket genopsætning af Mozarts opera "Bortførelsen fra Seraillet" er igen kommet på Aarhus Sommeroperas program 2005. I denne opsætning er tidsbilledet rykket frem til begyndelsen af 1900-tallets Tyrkiet, hvor haremmerne var ved at blive afviklet. Det er historien om den smukke europæiske kvinde, som bliver taget til fange af pirater og løskøbt af en tyrkisk pasha. Hun bliver haremmets juvel og stolthed. Men så bliver hun atter bortført. Og denne gang af kvindens forlovede. Bag opsætningen står instruktøren Nigel Warrington, som også var manden bag produktionen i 2003, der blev nomineret til en Reumert. Altså samme Warrinton som var leder af Det nordjyske Operakompagni, indtil kompagniet gik i opløsning. Scenografen Edward Pierce og kostumieren Ellen Pierce har skabt en visuel verden med plads til, at instruktøren kan eksperimentere med både de lyse og mørke sider, skabt af spændingen mellem de to kulturer. Den amerikanske sopran Adrienne Kirsten, der nu er bosat i Danmark, har rollen som Konstanze. Hun har blandt andet sunget på Alden Biessen Opera Festival i Belgien og Tiroler Landstheater i Innsbruck, Østrig. I rollen som Blondchen er det Eva Malmgren, der bedst er kendt for sin optræden som Christine i "Phantom of the Opera" på Det Ny Teater. Hun har også operaerfaring fra blandt andet Skånske Operan. Randers Kammerorkester står for musikken, der bliver ledet af David Riddell. Mozarts opera, "Bortførelsen fra Seraillet", bliver opført på Helsingør Theater og Den Gamle By i Århus. Der er premiere 10.august.