Incest

Flugten

Som 20-årig gjorde Jannik sig fri af forældrenes greb. Han stak af og drog i krig som lejesoldat. Billederne af skudsalver, lemlæstelser og død forfølger ham stadig her 13 år senere. Alligevel fortryder han mest, at hans flugt skadede familie

Sølet til af skidt og med et par lasede cowboybusker trukket ud over sin militæruniform vækker Jannik mistanke hos den tyske grænsebetjent ved den tysk-østrigske grænse. Han råber Jannik an. Jannik forsøger at forklare grænsevagten, at han er dansker på vej hjem fra en vandretur i Østrig, men vagten beder Jannik vende tilbage til Østrig. På den anden side af grænsen venter det østrigske politi. Da betjentene undersøger Janniks rygsæk, vælter otte håndgranater, 140 patroner, et sprængkabel og to pakker sprængstof ud. Under jakken bærer Jannik en bajonet. Vandreturshistorien duer heller ikke denne gang. Det er 25. november 1991, og Jannik arresteres i Østrig. Den 20-årige danskers krigseventyr, der begyndte tre måneder tidligere, er slut. Skydegal Rambo En regnvåd oktoberdag fortæller Jannik os sin historie. En fortælling, der ikke sluttede med anholdelsen i Østrig, men helt frem til i dag har haft omkostninger for hans og hans families liv. En konsekvens Jannik ikke havde skænket en tanke, da han pakkede sin rygsæk og uden et ord vendte ryggen til hverdagen og drog af sted til den blodige borgerkrig i Ex-Jugoslavien. Som soldat for den kroatiske milits, HOS, oplevede han det, der for andre ville have været tre måneders helvede. Men for Jannik er forældrenes mareridt det værste. - Hvis jeg havde vidst, at det ville skade min familie så meget, var jeg ikke taget af sted, siger Jannik i dag. 13 år tidligere er alt kaos. Det østrigske politis fangst når hurtigt de danske medier. Historien om en ung skydegal Rambo fra hjemmeværnet med 60 serberes liv på samvittigheden pryder formiddagspressens forsider. Familien i Sønderjylland isolerer sig. Hver gang de bevæger sig uden for døren, møder de insisterende journalister, der omringer den øde gård. Belejringen varer ved i adskillige uger, og familiens nerver er tyndslidte. På avisernes forsider Jannik sidder halvanden måned bag tremmer i Østrig. Hans far besøger ham én gang. - Han spurgte, om jeg egentlig var klar over, hvad der ventede, når jeg kom hjem. Da jeg svarede nej, sagde han: "Vent du bare og se", forklarer Jannik. Først på flyet hjem til Danmark med en dom på seks måneders betinget fængsel i bagagen går postyret op for Jannik. Stewardessen spørger, om han vil læse avisen. Jannik afslår, men hun lægger alligevel Ekstra Bladet til ham. Janniks ansigt pryder forsiden med teksten "Jeg dræbte 60 serbere". Jannik forstår ingenting. Han har ikke talt med nogen journalister. Du er for dum, Jannik Janniks bedrifter satte den sønderjyske hjemby på den anden ende. Indbyggerne var chokerede over, hvad de læste om den Jannik, der voksede op med sin mor og stedfar, og aldrig gjorde sig særligt bemærket. Som barn elskede han at gå på jagt og fiske og drømte om at blive skovfoged som voksen. En drøm hans dominerende mor punkterede. - Hun mente, jeg var for dum. Hun ville have, at jeg skulle være smed, for det var godt at være smed. På det tidspunkt var jeg ikke selvstændig nok til at sige fra, forklarer Jannik. Han begyndte i stedet i lære som maskinarbejder, og fritiden brugte han i hjemmeværnet og i naturen. Han var altid ude. Så var han fri for at høre på sin mor. I dag står det klart, at det var et oprør mod sin familie, da han en september morgen pakkede sin rygsæk og blaffede til Zagreb for at melde sig under de kroatiske faner. Den første selvstændige beslutning i hans liv. - Jeg havde ingen politiske motiver og havde ikke tænkt over det i længere tid. Det var vel eventyrlyst. Jeg var træt af livet derhjemme. Jeg kan godt selv høre, at det lyder temmelig mærkeligt, siger Jannik. Få dage efter ankomsten til Zagreb oplevede Jannik dramatiske omvæltninger i sit liv. Derhjemme meldte familien ham savnet. Ikke bange for døden I Zagreb vrimler det med militær. Jannik kommer i kontakt med nogle soldater, der bringer ham til en bygning, hvor HOS, en kroatisk milits, har hovedkontor. På kontoret bliver han spurgt, om han kan skyde og bagefter vist ned i en kælder med våben. Han får en gammel riffel, Mauser model 1898 og et par håndgranater. Uniformer er der ingen af, men Jannik har selv passende tøj med. Med en våbentilladelse og et bevis for at han kæmper for HOS i hånden, hopper han på en lastbil, der bringer de nyankomne soldater til fronten. Ind midt i de blodige begivenheder. Jannik aner ikke, hvor han er, men alle soldater bliver beordret ned i en skyttegrav. Pludselig lyder der skud, og de andre skyder efter blinkene. Jannik gør det samme. Adrenalinet pumper i kroppen. Jannik frygter for sine lemmer. Underligt nok er han ikke bange for at dø. Krigens rædsler Jannik bliver en del af et kompagni på 135 mand. Tre måneder senere er kun 32 i live og kampdygtige. - I løbet af to-tre dage var vi helt sammentømret. Det gik lynhurtigt ... og efterhånden ... altså, hvis der døde en af dem, man var sammen med. Hold kæft, noget skidt du. Og man bliver grebet af det der had og hævnfølelsen. Den tankegang får man, man tilpasser simpelthen sin psyke til det miljø, man lever i. Det kan godt være svært at forestille sig her i Danmark, men vi mennesker kan faktisk tilpasse os ufatteligt meget, siger Jannik. Der går tre dage, før Jannik første gang ser en død mand. Han ligner en mand, der sover. Få dage senere kender han lugten af mennesker, der er sprængt i stykker. - Det er den mest frygtelige stank; det lugter af lort", forklarer han. Senere mærker han følelsen af et liv, der ebber ud i sine egne hænder. Under en tilbagetrækning fra en bykamp i Jesenovac, der ligger på grænsen mellem Kroatien og Bosnien-Hercegovina, rammer en 120 mm mortergranat ned i HOS-enheden, der har søgt tilflugt i skoven. En såret soldat skriger i smerte, og Jannik spæner over til ham. - En granatsplint havde flænset halsen, og blodet pumpede ud. Luftrøret og spiserøret var blottet. Jannik forsøger at stoppe blødningen med hånden, men manden dør i hans arme. - Jeg tror faktisk, det var det værste. Han døde, mens jeg havde fat i ham. Den ramte mig temmelig hårdt, den der, mindes Jannik. Skyder for at dræbe De blodige oplevelser får ikke Jannik til at vakle. Han er grebet af krigen. Hvor mange liv, han har på samvittigheden, ved han ikke. I krig tænker man ikke på fjender som mennesker. - Det er dem eller os. Du skyder bare i den retning, hvor noget bevæger sig. Jeg var nødt til at slå ihjel. Ellers havde jeg ikke siddet her nu, og selvfølgelig er jeg påvirket af det, siger Jannik. I Ex-Jugoslavien skænker Jannik ikke familien derhjemme mange tanker. Han sender sin mor og stedfar et brev, så de er forberedt på at modtage en sæk med hans lig. Da kontrakten løber ud efter tre måneder, er beslutningen om at vende hjem svær. For første gang i sit liv har han følt, at han er noget værd. Men krigen er ved at ebbe ud, en del af kammeraterne er taget hjem, og han ved, at skideballen derhjemme vokser sig større hver dag. Til fods begiver han sig hjemad. Mors fordømmelse Tilbage i Danmark efter det østrigske fængselsophold sover Jannik en enkelt nat i sin gamle seng. Så flytter han ind hos sin storebror i Haderslev. Pressens overvågning af morens og stedfarens gård er for intens. Tre dage efter sin hjemkomst står han igen på sin gamle arbejdsplads. Også her lurer journalisterne, så Jannik kører Europa tynd med sin far i fjorten dage. Da han kommer hjem, er mediernes interesse forsvundet. Men i familien er ingenting glemt. - Min mor prøvede at få mig tvangsindlagt. Hun var helt overbevist om, at jeg var tosset i hovedet. Jannik føler sig så skyldig over al den smerte, hans tur har påført familien, at han indvilliger i to dages mentalundersøgelse på psykiatrisk afdeling på Augustenborg Sygehus. - Jeg fik elektroder på hovedet og skulle svare på en helvedes masse spørgsmål og se stakkevis af billeder og film. De kunne så se, at jeg ingenting fejlede. Det første, min mor sagde, var, at det kunne man ikke regne med. Det kunne de ikke finde ud af på to dage, siger Jannik med et skævt smil. Smadret familie En dag åbnede moderen et brev adresseret til Jannik. Det var en dødstrussel. Jannik mener, at den kom fra herboende serbere. - Hun ringede til politiet og det hele. Hun har tit bebrejdet mig, hvad jeg udsatte dem for. Og det er nok det, jeg fortryder allermest. For de var jo uskyldige. De var konstant belejret af pressen. Jeg kunne sagtens selv slippe fra journalisterne, men det kunne de ikke. Og så det, at alle folk ved det. Det er jo et lille landsbysamfund, siger Jannik. - Jeg tror nok, at de har luget temmelig kraftigt ud i deres vennekreds. Og jeg ved i hvert fald, at både min mor og stedfar kom så langt ud, at de skulle have professionel hjælp. Altså for at klare det psykisk. Journalisternes jernring om hjemmet gik stedfaderen på nerverne. - Han er gammel bonde og ikke sådan vant til at blive rendt på dørene. Han var temmelig hård ved dem, råbte ad dem og skubbede dem. Og han blev meget ked af, hvad han gjorde for at beskytte sin familie. Og det er min skyld, at han blev rodet ind i det, sukker Jannik. Drukner fortrydelsen Kort tid efter hjemkomsten til Danmark flytter Jannik hjemmefra. Fortrydelsen over at have skadet familien og oplevelserne fra krigen skyller han ned med kassevis af bajere. Om natten er han plaget af krigstraumer. Han drømmer, at han er lemlæstet og går rundt med to strygebræt i stedet for ben. At han er sulten og spiser maddikebefængt kød. - Så vågner jeg op og har stadigvæk den der smag af råddent kød i munden. Jeg bællede en del øl i weekenderne. Jeg prøvede jo nok at bedøve følelserne, siger Jannik". Efter nogle år vil Jannik have rettet op på tilværelsen. Han beslutter sig for at læse på universitetet. Der er ingen støtte fra familien. Hans mor synes, at han er helt ude i hampen. - Hun sagde, at det ville jeg aldrig klare. Og at jeg var så dum at sige min gode stilling op. Men Jannik klarer det, og på eksamensbeviset står karakteren 11. - Efter den afsluttende eksamen spurgte hun, om jeg havde klaret den. Og jeg svarede, ja, jeg bestod. Hun mente, at der var jeg sgu heldig, jeg havde nok kun lige fået et sekstal. Jeg sagde bare ja, ja. Forældrene møder aldrig op til dimissionsfesten. Altid forfulgt I dag arbejder Jannik i en større virksomhed, hvor han er leder for knap 30 mand. Et job, han elsker, og en position, han er sikker på, at han aldrig ville have siddet i, hvis han ikke havde været i krig. - Hver dag fortryder jeg, at jeg skadede min familie ved at drage i krig. Det gnaver temmelig hårdt, det må jeg indrømme. Men verden er bare ikke så simpelt skruet sammen. Hvis jeg ikke var taget af sted, havde jeg måske aldrig gjort mig fri af familiens greb. Før i tiden var jeg sådan temmelig genert og meget tilbageholdende. De oplevelser, jeg har fået dernede, og de erfaringer, dem vil jeg ikke være foruden. Jeg har fået meget mere selvsikkerhed, pointerer Jannik. En dag håber han at kunne supplere drømmejobbet med en kone og et par børn. Hvordan han vil fortælle en fremtidig kæreste om sin fortid som lejesoldat, har han spekuleret meget over. - Det skal nok komme meget forsigtigt på det rette tidspunkt. Men jeg behøver vel heller ikke sige noget de første par måneder. Og hvis man elsker hinanden, så burde det vel heller ikke betyde noget?. Jannik har ønsket at være anonym, men hans rigtige navn er redaktionen bekendt.