Flugtkonge for retten igen

Er nu anklaget for bankrøveri og narkohandel

Hans Enrico Nati har tilbragt over en tredjedel af sit liv bag tremmer.Scanpix

Hans Enrico Nati har tilbragt over en tredjedel af sit liv bag tremmer.Scanpix

VIBORG:Han er en af Danmarks mest berømte kriminelle. Han har tilbragt over en tredjedel af sit liv bag tremmer. Og talrige gange er det lykkedes ham at stikke af fra fængsler. Nu risikerer han igen en hård straf. Mandag indledes sagen mod flugtkongen Hans Enrico Nati ved et nævningeting i Vestre Landsret. Tiltalen lyder på væbnet bankrøveri, planlægning af røveri, våbenbesiddelse, biltyveri og narkohandel, når den 43-årige Nati og hans 31-årige medtiltalte tager plads på anklagebænken. Hans Enrico Nati kan formentlig se frem til at skulle bag tremmer i længere tid, hvis han bliver dømt, og så bliver det ellers op til fængselsmyndighederne at holde styr på ham. Nati har adskillige gange forsøgt at slippe ud fra flere af de bedst bevogtede fængsler herhjemme. Og ofte har han haft succes og haft måneder i frihed. Striben af flugteventyr begyndte i 1993, hvor Enrico Nati slap ud fra Nyborg Statsfængsel via en nedlagt celle, der blev brugt som magasin. Tremmerne til vinduet var savet over, og den dengang 29-årige Nati havde fremstillet en stige af tre fra magasinet. I 1996 var Hans Enrico Nati tilsyneladende blevet sulten efter friheden igen, og endnu en gang snød han sikkerhedssystemerne i Nyborg Statsfængsel, da han sammen med en narkodømt iraner slap over muren. Igen havde Nati fremstillet en stige, denne gang af dele fra senge. To andre fanger var med i flugtforsøget, den drabsdømte Mik Møller og den legendariske landevejsrøver Mogens ¿Nivå¿ Pedersen. I 1998 stak Nati af fra statsfængslet i Horsens, og nøjagtig et år efter lavede han en af sine måske mest snedige flugtmanøvrer, da han i fængslet i Vridsløselille hægtede sig fast under en Coca Cola-lastbil og på den måde blev kørt ud i friheden. Han var sluppet ud af cellen ved at save tremmerne over. /ritzau/