EMNER

Fly endte i naboens indkørsel

Det gik ikke helt efter bogen, da pilot skulle lande lille privatfly nær Sæby. Nu har Havarikommissionen fundet forklaringen.

Et lille Cessna-privatfly som dette endte i naboens indkørsel, da det skulle lande ved Sæby. Modelfoto: Wikimedia

Et lille Cessna-privatfly som dette endte i naboens indkørsel, da det skulle lande ved Sæby. Modelfoto: Wikimedia

Hvad byder man uventede gæster? Reklamerne giver svaret, men hvad naboen til Ottestrup Flyveplads nær Sæby valgte at byde 5. juni i sommer, står hen i det uvisse. Men uventet besøg, det var det i høj grad, da en urutineret pilot fik landet sit fly så langt inde på landingsbanen, at det kørte af banen, hen over en vej og først standsede inde i naboens indkørsel. Der var i alt fire personer om bord i flyet, men til alt held kom ingen til skade ved uheldet. Flyet fik dog nogle knubs. For hurtigt og for stejlt Uheldet skete, da piloten skulle lande på flyvepladsen og på vej ned konstaterede, at der holdt et andet fly på landingsbanen. Helt rutinemæssigt blev landingen afbrudt og piloten overfløj flyvepladsen for at foretage et nyt forsøg, men i anden omgang gik det galt. Piloten havde for meget fart på og dykkede lige stejlt nok ned til banen, som han landede for langt inde på. Resultatet blev altså, at flyet først blev standset inde i nabogårdens indkørsel. Manglende rutine Haravikommissionen skriver i sin rapport om uheldet, at det var pilotens mangel på rutine, der gjorde udslaget. Det var kun anden gang, han fløj i den flytype - en Cessna 172 - som der blev fløjet i. Det var kun hans anden flyvning på syv måneder, og han kendte ikke flyvepladsen. Der var dog en lokal pilot fra Sæby Flyveklub med om bord for at vejlede om de lokale forhold, men det gik altså alligevel galt.