Udland

Fly med 153 om bord er styrtet ned i Nigeria

Et passagerfly med 153 om bord er styrtet ned i Lagos i Nigeria. Flyet er styrtet ned i et boligkvarter.

Fly med 153 om bord er styrtet ned i Nigeria

Et nigeriansk passagerfly er styrtet ned i et boligområde i storbyen Lagos i Nigeria.

Det oplyser lokal politi.

- Jeg tror ikke, der er overlevende, siger Harold Demuren, chef for Nigerias Civile Luftfartsmyndigheder.

Flyet var på vej til Lagos, der er Nigerias finansielle centrum, fra hovedstaden Abuja, oplyser lufthavnskilder.

Ifølge de første oplysninger var der 153 passagerer og besætningsmedlemmer om bord.

Flyet tilhører selskabet Dana Air, hvis direktør bekræfter styrtet.

Flyet styrtede ned i udkanten Lagos i bydelen Agege, der er et tætbefolket beboelsesområde ikke langt fra Lagos lufthavn.

Øjenvidner siger, at flyet ramte en boligblok og eksploderede i et flammehav.

Det er uklart, om der er kvæstede eller omkomne i boligblokken. Et stort opbud af redningsmandskab er på stedet.

Flysikkerheden i Nigeria er, som i mange andre afrikanske lande, ringe, selv om der de senere år er sket forbedringer.

/ritzau/AFP/Reuters