Fly opdagede brand i Rold Skov

Beredskabet i Himmerland havde en travl onsdag med tre markbrande og en lille brand i Rold Skov

Jesper Ramsing
Foto: Nicolas Cho Meier
1. august 2018 21:30

HIMMERLAND: Det var en travl onsdag for beredskabet i Himmerland. Foruden en større brand i en bunke træaffald på Finlandsvej i Hadsund, måtte beredskabet rykke ud til yderligere tre markbrande og en brand i Rold Skov.

Det var et fly der opdagede, at der kom røg fra Rold Skov. Piloten alarmerede kontroltårnet i Aalborg, der så kunne sende alarmen videre til Nordjyllands Beredskab.

Branden var i nærheden af Thingbæk Kalkminer, og branden var så dybt ind i skoven, at brandbilerne ikke kunne køre derind. Derfor måtte brandmændene gå derind med slangerne over skuldrene, fortæller indsatsleder Caspar Weisberg.

Brandfolkene fik hurtigt slukket branden, der begrænsede sig til omkring 100 kvadratmeter.

Havearbejde med le

Selvom der de seneste dage er kommet en smule regn, så er der stadig knastørt på markerne.

Det udløste tre markbrande i løbet af onsdagen, i henholdsvis Suldrup, Valsgård og Vebbestrup. To af brandene var startet i forbindelse med høst - den tredje var startet, da en borger var ude at ordne have med en le.

- Han rammer på et tidspunkt en sten, og det giver en gnist. Og det var nok til at sætte ild til marken, der lå lige op til have, fortæller Caspar Weisberg.

Markbranden i Vebbestrup bredte sig over et område på omkring to hektar - de to andre var noget mindre, fortæller indsatslederen.

Alle brande blev slukket i løbet af onsdagen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...