EMNER

Fly-samarbejde på vippen

Arkivfoto: Brian Bergmann/Scanpix

Arkivfoto: Brian Bergmann/Scanpix

KØBENHAVN:Inden for de næste to uger afgør rejsebureauet Star Tour, om de vil bruge SAS som fremtidig partner til at flyve chartergæster til selskabets feriemål. Kontrakten er i fare på grund af pilotstrejker og flyaflysninger hos SAS. - Vi har haft møde med SAS-ledelsen og har det rimeligt godt med det i øjeblikket. Jeg kan sige, at vi stadig ligger i forhandlinger med dem om næste vinter og næste sommer, og vi er ikke blevet enige om en aftale endnu. Men det regner jeg med, at vi bliver inden for de næste 14 dage, siger salgsdirektør i Star Tour Stig Elling til Ritzau. Star Tour er Danmarks største rejseudbyder, og selskabet forhandler i øjeblikket med SAS om vintersæsonen 2006 og sommeren 2007. SAS står i dag for 30 procent af Star Tours charterflyvninger, mens Sterling står for de resterende 70 procent. Kræver garanti Star Tour har tidligere krævet en garanti fra SAS-ledelsen om, at chartergæsterne kan komme både frem og tilbage til de fastsatte tidspunkter - ellers vil selskabet se sig om efter en anden udbyder. Men hidtil har SAS-ledelsen kunnet berolige Star Tour. - Vi arbejder videre med SAS ud fra de ord, vi har fået fra ledelsen, som indikerer, at vi skal tage det roligt, for de formoder, at vi ikke får flere strejker i SAS. Og det er det, vi satser på, at der ikke bliver. Hvis der bliver flere strejker, så må vi sætte spørgsmålstegn ved et fremtidigt samarbejde, som jeg har sagt før, siger Stig Elling. Selskabets nye kontrakt er den hidtil største på charterområdet, og selv om salgsdirektøren ikke ønsker at sætte et præcist beløb på værdien af kontrakten, så "taler vi om et stort trecifret millionbeløb", som han udtrykker det. Derfor forhandler Star Tour da også med andre selskaber om fremtidens charterflyvninger. - Vi ligger ikke kun og forhandler med SAS, vi forhandler også med andre aktører, og vi har desuden vores eget flyselskab Britannia, som vi kan sætte på banen. Så det er klart, at vi er meget, meget agtpågivende i forhold til alt, hvad der foregår lige nu. Og det ved SAS også, siger han. Star Tour sender omkring 225.000 chartergæster af sted om året, så uro og strejker blandt SAS-piloterne vil kunne berøre en stor del af dem. Og efter Sterlings køb af Maersk Air er der kun to danske flyoperatører tilbage på markedet at forhandle med. Og selv om Star Tour gerne "flyver dansk" lægger Stig Elling ikke skjul på, at selskabet er klar til i højere grad end i dag at inddrage Britannia Airways på bekostning af både SAS og Sterling. Både Britannia Airways og Star Tour ejes af den tyske rejsekoncern TUI. /ritzau/