Flyulykker

Fly smadret mod svensk fjeldside

Resterne af det norske Hercules-fly fundet spredt over et større område på Sveriges højeste fjeld

OSLO:Der er desværre blot en lille chance for at finde de fem norske officerer, som redningshelikoptere og alpine fjeldredningsgrupper fortsat leder efter på bjergmassivet Kebnekaise i det nordlige Sverige. Det fastslår Norges forsvarsminister, Espen Barth Eide, efter specialtropper lørdag morgen fandt utallige vragdele fra det styrtede Hercules-militærfly højt oppe på en isbræ i 1500 meters højde. - Vi ved nu, at der foreligger en meget alvorlig flyulykke, siger Espen Barth Eide på et pressemøde i Oslo. - Vi må indse, at det ser mørkt ud med tanke på at finde overlevende. Men indtil alt håb er ude, så skal vi ikke sige, at alt håb er ude, tilføjer han. Det øde og svært tilgængelige Kebnekaise-fjeld er Sveriges højeste med sine 2100 meter. Her forsvandt det norske Herkules-transportfly sporløst under en øvelse torsdag. Nu står det klart, at det forsvundne fly ramte den vestlige fjeldryg, hvor man har fundet både flyvrag og det sted, hvor flyet ramte bjerget. Spredt ud over stort område - Det er flere tusinde vragdele spredt ud over et stort område, fortæller Haakon Bruun-Hanssen, chef for det norske forsvars operative hovedkvarter. til norske VG. På spørgsmålet om, hvorvidt alt håb for at finde overlevede er slukket, svarer han: - Nej, der er altid et håb frem til det modsatte er bevist. Det har været flyulykker før, hvor folk har overlevet i længere tid. Men siden vi har fundet crashstedet, frygter vi jo det værste, siger Haakon Bruun-Hanssen. Redningshelikoptere, fly, politifolk og alpine fjeldredningsgrupper leder nu efter overlevende fra det formodede flystyrt. I alt 120 mennesker søger på landjorden, skriver NRK. - Arbejdet med at afklare, hvad som er sket med flybesætningen, fortsætter med fuld styrke, lyder det fra det norske forsvar i en pressemeddelelse. To danske Merlin-helikoptere har også deltaget i eftersøgningen. Efter fundet af vragdelene blev de dog lørdag trukket tilbage til den militærøvelse i Nordskandinavien, som er grunden til, at de befinder sig i området. De fem savnede officerer fra Hercules-flyet er alle fra flyvevåbnet i Norge. Ifølge det norske forsvar er der tale om en 46-årig oberstløjtnant samt fire kaptajner i alderen 35-45 år. De bor alle i området omkring Oslo og har tjenestested på flybaserne i Rygge og Gardermoen. /ritzau/