Flydende gennem byen

I Citroën DS5 Hybrid4 skiftes en elmotor og en diesel til at trække

Jens Overgaard
Citroën DS5 Hybrid4 er udstyret med en to liters dieselmotor på 160 hk, som suppleres af en elmotor på 27 hk.
Biler 13. november 2011 05:00

Ideen er enkel. Sæt den elektroniske vælger på "Auto", og du glider lydløst gennem byen med elmotoren som drivkraft. Når batteriet er tomt, overtager en dieselmotor sagen, og driver bilen, mens batteriet samtidig lades op. Når det er sket, springer elmotoren i gang igen. Sådan fungerer dieselhybriden Citroën DS5 Hybrid4, der samtidig er firhjulstrukket, fordi elmotoren, der ligger over baghjulene, også kan supplere den forhjulstrukne dieselmotor. Resultatet bliver et gennemsnitligt forbrug på 26,5 km/l. Det avancerede system virker. Ganske overbevisende endda. Vi kørte dieselhybriden i Nice, hvor Citroën præsenterede den nye DS5 for motorpressen. Her viste systemet sine evner i bytrafikken, hvor det umærkeligt og ubesværet slog til og fra, så du skal lytte godt efter for at mærke overgangen mellem el- og dieseldrift. Citroën er DS5 Hybrid4 er søstermodel til Peugeot 3008 Hybrid4, der fik lov til at løbe med debutroserne for nogle uger siden. Mens Peugeot hybriden formentlig vil koste 650.000 kr. herhjemme, står det endnu kun fast, at Citroën Hybrid4 vil løbe op i mindst 600.000 kr. Det er to vidt forskellige biler, som har det til fælles, at de bliver kostbare. Set fra overfladen genkendes DS5 hybriden på det store elektroniske drejehjul i midterkonsollen, hvor bilen kan sættes i indstillingerne "Auto", "ZEV", "4WD" og "Sport". Det betyder henholdsvis, at bilen skifter mellem diesel og el, kører på ren el, får firhjulstræk ved hjælp af elmotoren over baghjulene eller får ekstra acceleration af denne. Undervejs er det den kendte toliters 160 hk HDI diesel, som suppleres af en elmotor, der yder 20 kW, svarende til 27 hk. Få elkilometer Hybriden kan køre op til 70 km/t på ren eldrift, men maksimalt på en strækning over fire km. Det er ikke meget, men ifølge fabrikkens teknikere er det nok til at strække dieseldråberne i specielt bytrafik, hvor dieselmotoren jævnligt vil slå til og lade på batteriet ved for eksempel accelerationer. Transmission sker med PSA-koncernens halvautomatiske E6G-gearkasse. En transmission, som normalt er ganske uharmonisk med ryk mellem gearene, men som her får hjælp af elmotoren, der glatter rykkene ud og gør den ganske behagelig og umærkeligt skiftende. Vi oplevede dog ved bykørsel, at motoren i nogle få tilfælde gik kort og umotiveret op i omdrejninger ved gearskift - et klassisk kendetegn for mange halvautomatiske gearkasser. Men for det meste gjorde elmotoren sit arbejde. På bundlinjen står en bil, der først og fremmest er et teknologisk statement. Hvis du vil have mest muligt ud af brændstofdråberne for investeringen, er der nemlig mere mening i at købe den mindste DS5 e-HDI 110 med avanceret stop/start, der har e-booster, som hjælper ved start, og som på papiret klarer 22,7 km/l. Den har også det halvautomatiske E6G-gear, og koster godt 400.000 kr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...