Flydende mikrofoner skal kortlægge truede marsvin

Ti nye lyttestationer omkring Bornholm skal gøre forskere klogere på marsvinenes bevægelsesmønstre.

Der er en relativ lille bestand af marsvin i Østersøen, og nu skal dyrene overvåges ved hjælp af lyttestationer. Marsvinet på billedet er dog fra Fjord & Bælt Centret ved Kerteminde. Foto: Erik Luntang/arkiv/Ritzau Scanpix

Der er en relativ lille bestand af marsvin i Østersøen, og nu skal dyrene overvåges ved hjælp af lyttestationer. Marsvinet på billedet er dog fra Fjord & Bælt Centret ved Kerteminde. Foto: Erik Luntang/arkiv/Ritzau Scanpix

Farvandet ud for Bornholm er denne sommer blevet hjemsted for ti nye lyttestationer, der skal kortlægge marsvins adfærd.

Det skal gøre forskerne klogere på, hvordan bestanden på op mod 500 marsvin i Østersøen har det.

- Marsvin er på en international liste over truede dyrearter, og for at forvalte arten bedst muligt har vi brug for at vide, hvor marsvinene befinder sig, siger kontorchef Harley Bundgaard Madsen, Miljøstyrelsen.

Mikrofonerne befinder sig på nogle bøjer i Østersøen.

De svenske miljømyndigheder etablerede på tilsvarende vis 11 lyttestationer i svensk farvand sidste år.

- Svenskerne har på samme måde udlagt lyttebøjer, og nu gør vi det samme omkring Bornholm for at blive klogere på, hvor marsvinene svømmer hen efter ynglesæsonen, siger Harley Bundgaard Madsen.

Bestanden af marsvin er betydeligt mindre i Østersøen end i andre danske farvande.

- Vi har tidligere haft overvåget bestanden af marsvin i Nordsøen og de indre danske farvande. Og vi kan se, at der er en ret stor bestand i Lillebæltsområdet.

- Men i Østersøen omkring Bornholm er der ifølge et internationalt forskningsprojekt ret få, omkring 500, siger Harley Bundgaard Madsen.

Det er uvist, hvorfor bestanden ikke er større. En af truslerne er fiskenet, som mange marsvin bliver fanget i og drukner.

Det er forskere fra Aarhus Universitet, der står for opgaven med at lytte efter marsvinene.

Marsvinet er en af de mindste hvalarter, og det er den eneste hvalart, der yngler i danske farvande.

Dyret lever primært af torsk og sildefisk og finder føden ved hjælp af højfrekvente lydbølger, som det bruger til at pejle sig ind på fiskestimer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst