EMNER

Flydespærringer ved sunket skib presset af isen

Olietømning af "Sierksdorf" er blevet et kapløb med is-tiden

AALBORG:De dagligt tiltagende ismasser i Limfjorden har gjort olietømningen af det sunkne skib "Sierksdorf" ved Aalborg Portlands kajanlæg til et kapløb med tiden. I går lagde ismasserne så stort pres på de udlagte flydespærringer, at Beredskabscenter Aalborg måtte kæmpe hårdt for at opretholde spærringerne. - Isen trækker flydespærringerne væk fra det område, som de er udlagt i, ligesom isen trækker spærringerne ned, siger beredskabsinspektør Peter Reinau. Sammen med et større antal kolleger fra Beredskabscenter Aalborg arbejdede han i går på at opretholde flydespærringerne. De er udlagt for at sikre, at der er styr på olien, hvis noget går galt, og "Sierksdorf" begynder at lække de omkring 45 ton dieselolie, som det eksplosionsramte og sunkne skib rummer. - Vi måtte åbne flydespærringen mod øst, og samtidig fik vi slæbebåden Alba til at køre med skruen fra vest for at få tømt området inden for flydespærringen for is og andet, som vi samlede op og kørte væk i en container, fortæller Peter Reinau om gårsdagens indsats. Bekymrende is Hvis den hårde frost og de tiltagende ismasser fortsætter er han lidt nervøs for, hvor længe det vil være muligt at opretholde funktionsdygtige flydespærringer omkring det sunkne skib. Med lidt held i sprøjten er der dog håb om, at det i løbet af i dag vil være muligt at begynde at tømme "Sierksdorf" for dieselolien. Det vurderer beredskabschef Jørgen Pedersen. - Isen vanskeliggør de forberedelser, som dykkere siden jul har arbejdet på for at kunne tømme skibet for olie, så det ikke længere udgør nogen risiko for omgivelserne, siger Jørgen Pedersen. Han tilføjer, at de tyske dykkeres sikkerhed naturligvis kommer før alt andet, når de arbejder sig gennem ismasserne og ned til skibsvraget. Klar til sugning I går var forberedelserne så fremskredne, at der ifølge Jørgen Pedersen er et lille håb om at blive klar til at opsuge olie i dag. Forberedelserne har blandt andet bestået i at lave og svejse nogle overgangsstykker på "Sierksdorf"s tanke, så de kan forbindes til de oliesugere, der skal bruges ved tømningen. Jørgen Pedersen oplyser, at det arbejde har været vanskeligt og ramt af uheld. Blandt andet viste det sig, at de overgangsstykker, der i første omgang var taget mål til, alligevel ikke kunne bruges, og derfor måtte den del af arbejdet begynde forfra. Alt tyder på, at de nye overgangsstykker er brugbare, og med lidt held bliver de færdigmonteret i dag, så olietømningen kan begynde. "Sierksdorf" gik til bunds ved Aalborg Portlands kajanlæg efter en kraftig eksplosion ombord mandag 2. december.