Flygter til Florida

Fortuna Hjørring tager 11 dage i varmen for at finpudse offensiv før turneringen genoptages

Odd Einar Fossum ser frem til 11 dage i Florida, hvor sne og frost ikke kommer til at bestemme, om Fortuna Hjørring-truppen skal løbe eller spille fodbold.Foto: Bent Bach

Odd Einar Fossum ser frem til 11 dage i Florida, hvor sne og frost ikke kommer til at bestemme, om Fortuna Hjørring-truppen skal løbe eller spille fodbold.Foto: Bent Bach

HJØRRING:Den koldeste og mest snerige start på et kalenderår i mange år sender nu fodboldklubben Fortuna Hjørring på flugt fra den danske vinter. Topholdet i kvindernes hjemlige liga pakker kufferterne og drager fredag på en 11 dage lang træningslejr i Fort Lauderdale i den amerikanske delstat Florida, hvor temperaturerne lige nu ligger og vipper omkring 25-28 grader. - Træningslejren kommer næsten udelukkende til at handle om det offensive. Vores defensiv er på plads, siger klubbens cheftræner, Odd Einar Fossum, som desuden ønsker at finpudse den spillestil og det system, som gjorde Fortuna til efterårets hold i dansk kvindefodbold. Fra sit norske hjemland er Odd Einar Fossum vant til vinter - men han er også vant til, at der altid er en spilbar bane i nærheden. Norge har således over 100 fodboldbaner med kunstgræs. I den henseende har ankomsten til Danmark været noget af en kold tyrker. Kunstgræsbaner er stadig et relativt nyt fænomen i Danmark og ikke mindst i Nordjylland. Så nyt, at man stadig ikke helt har fundet ud af, hvordan man rydder banerne for sne, når den kommer. Og så er man jo lige vidt. - Fodboldmæssigt har forholdene langt fra været optimale. Til gengæld har det givet os gode muligheder for at arbejde hårdt med den fysiske del, hvor vi vel aldrig har været bedre rustet på denne tid af året, end vi er lige nu, vurderer Odd Einar Fossum før afrejsen til Florida, hvor vendelboerne efter planen skal spille fire træningskampe mod forskellige universitets-mandskaber fra Florida. Spændt på brasilianer På turen til Florida får Fortuna Hjørring mulighed for at teste et par udenlandske navne, der har budt sig til overfor vendelboerne. Det drejer sig om den canadiske midtbanespiller Kim McMullen samt den offensive brasilianer Christiane Lessa, som ved hjælp af sine evner på en fodboldbane har kæmpet sig fri af slumkvarterne i millionbyen Rio de Janeiro og frem til et fodboldstipendiat på St. Thomas University i Miami. - Hende er jeg mest spændt på. Hendes forhistorie tyder på, at hun har et stort hjerte for fodbold, konstaterer Odd Einar Fossum.