Vold

Flygtet fange fanget igen

Politiet i Århus har igen fået fat i den 17-årige dreng, der fredag i sidste uge stak af fra et retsmøde ved at snitte en arrestbetjent med en hjemmelavet kniv.

Ifølge chefkriminalinspektør Allan Lund tog en patrulje ved femtiden i morges ud for at lede efter den flygtede hos noget familie. Ved at kigge ind gennem ruden i en terrassedør kunne betjentene se, at den unge flugtfange lå og sov på en madras i stuen. Ved hjælp af tilkaldt forstærkning kunne politiet så kort efter storme ind og anholde den 17-årige. Han fremstilles ved middagstid i grundlovsforhør, sigtet for både grov vold og vold mod embedsmand efter knivstikkeriet i retsbygningen. Lørdag fik Århus Politi fængslet en 18-årig kammerat, der er sigtet for at hjælpe til ved flugtforsøget. I alt mener politiet, at der var fire venner, som havde hver deres rolle. Nogle sørgede for at holde på arrestbetjenten, så den 17-årige kunne stikke af, mens en holdt klar nede på gaden med en knallert, der kunne bruges til den videre flugt. /ritzau/