Frederikshavn

Flygtninge flytter i ældreboliger

Frederikshavn Kommune har 80 tomme ældreboliger - om kort tid flytter flygtninge ind i de fire af dem

Formanden for socialudvalget, Jørgen Tousgaard (S), glæder sig over, at nogle af de mange tomme ældreboliger nu bruges til noget fornuftigt. Arkivfoto

Formanden for socialudvalget, Jørgen Tousgaard (S), glæder sig over, at nogle af de mange tomme ældreboliger nu bruges til noget fornuftigt. Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:I næste uge træffer socialudvalget i Frederikshavn Kommune med stor sandsynlighed beslutning om, at foreløbig fire af kommunens tomme ældreboliger skal bruges til at huse flygtninge, der har fået opholdstilladelse.

- Vi har fået en henvendelse fra kommunens integrationskontor, der spørger, om de må benytte fire af vores ældreboliger som en midlertidig løsning. Det synes jeg lyder som en rigtig god ide, og det er et forslag, som jeg håber, at et enigt socialudvalg vil bakke op om, siger formanden for socialudvalget Jørgen Tousgaard (S), der glæder sig over, at nogle af kommunens i alt 80 tomme ældreboliger kan bruges på en fornuftig måde.

De fire boliger fordeler sig med to på Christians X Vej i Skagen og ligeledes to på Mejerivej i Ravnshøj.

Er forpligtiget

I 2015 har Frederikshavn Kommune forpligtiget sig til at tage imod 204 flygtninge.

Og blandt andet på grund af uroen i Syrien er presset stort - også med hensyn til at finde egnede boliger.

Leder af kommunens center for arbejdsmarked - som integrationskontoret hører ind under - Flemming Søborg, betragter flygtninge i ældreboliger som en positiv historie.

- Det kan godt være, at der er en sprogforskel. Men mimik, gestus og øjenkontakt kan sagtens nedbryde en eventuel sprogbarriere. Og jeg håber da på, at beboerne kan støtte og hjælpe hinanden, siger Flemming Søborg, der understreger, at kommunen vil foretage en vurdering - visitation - af hvilke flygtninge, der egner sig til at bo i ældreboliger.

Dermed skal de ældre nok ikke regne med, at der for eksempel flytter tre unge mænd ind i samme ældrebolig i Ravnshøj.

Vil sætte sig ind i sagen

Lars Oldager er Dansk Folkepartis repræsentant i socialudvalget, og han vil først sætte sig ind i sagen, inden han udtaler sig.

- Jeg vil blandt andet spørge ind til økonomien i det her. Og jeg vil sikre mig, at der fortsat vil være en kapacitet af ældreboliger i Frederikshavn Kommune, siger Lars Oldager

Hanne Andersen er formand for ældrerådet, og hun ser på den nye ordning gennem en positiv linse.

- Vi skal selvfølgelig sørge for, at de ældre føler sig trygge. Men når det er sagt, så tror jeg på, at de ældre beboere og flygtningene kan få gensidig glæde af hinanden. Jeg tror samtidig på, at de fleste ældre gerne vil have, at der kommer lidt liv omkring dem, siger Hanne Andersen, der bifalder, at næste skridt er et informationsmøde, hvor flygtningene mødes med de ældre og deres pårørende.

Som nævnt er der tale om en midlertidig løsning.

Men på den anden side vil Jørgen Tousgaard heller ikke afvise, at flere flygtninge vil flytte ind i tomme ældreboliger.

- Det her er et forsøg, som bliver fulgt tæt. Der skal ske en evaluering, men der bliver ikke tale om, at flygtningene skal flytte ind i alle kommunens tomme ældreboliger, siger Jørgen Tousgaard.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.