Udlændingepolitik

Flygtninge nægter at rejse

526 afviste asylansøgere nægter at rejse - 129 er børn. Det bedste ved tilværelsen som afvist asylansøger på asylcentret Avnstrup på Midtsjælland er, at man ikke risikerer at blive skudt.

Det værste er, at man er under konstant pres fra myndighederne om at rejse ud af landet, og at man næsten er i fængsel. Sådan fortæller nogle af de afviste asylansøgere, der i dag udgør hovedparten af beboerne på Avnstrup. Nogle frygter at blive sendt tilbage til det krigshærgede Irak, andre til Somalia, hvor en borgerkrig har raset siden 1970erne. I alt er der omkring 20 nationaliteter fra brændpunkter ude i verden på asylcentret. De afviste asylansøgere venter og håber. Venter på, at forholdene skal blive bedre i deres hjemlande og håber på, at miraklet skulle ske, og at de alligevel får tilladelse til at blive i Danmark. - Vi er trætte af at vente, men vi håber, at vi får lov til at blive, siger Helin Gargari, der er irakisk kurder og 18 år. Sammen med sine forældre og fire mindre søskende har hun været på flere forskellige asylcentre i Danmark, siden hun var 12 år. Men ifølge chefen for Udlændingestyrelsens asylafdeling, Anni Fode, berettiger det ikke til asyl, at forholdene i ens hjemland er vanskelige. - Sådan som de danske regler er, kan man ikke få ophold i Danmark, blot fordi forholdene i ens hjemland er svære, siger Anni Fode. Avnstrup er et gigantisk hospitalskompleks, der ligger isoleret midt i en skov i Ny Tolstrup ved Hvalsø på Midtsjælland. Her i maj fremstår hospitalet idyllisk midt i den lysegrønne skov, men inden døre hersker trøstesløsheden med snavsede hospitalsgange, mærkelige lugte og støj. Institutionen blev i sin tid bygget som tuberkulosehospital og har siden hørt under Sankt Hans psykiatriske hospital ved Roskilde. Dansk Røde Kors tog stedet i brug som asylcenter i 1993. Dengang var der brug for et modtagecenter med plads til mere end 1000 asylansøgere, og det var der plads til på Avnstrup. I dag, hvor myndighedernes stramme asylpolitik er slået igennem, bor der blot 526 asylansøgere på Avnstrup. 129 er børn. Man kan leve på et asylcenter uden penge og uden opholdstilladelse, indtil forholdene bliver bedre i ens eget land. Men det er svært at leve med sult, og det er fysisk og psykisk nedbrydende, at der ikke er mad nok til børnene, fortæller 29-årige somaliske Deqo til Ritzau. Deqo er beboer på Avnstrup og er afvist, selvom hun er alene, og selvom hele hendes familie bor i Danmark. Deqos fireårige søn trives ikke godt på asylcentrets cafeteriaordning, som er en tvangsforanstaltning for afviste. Tre gange om dagen får beboerne serveret et måltid mad i cafeteriaet. Det er alt. Men den fireårige søn er vant til tropisk mad og kaster op af det, han får serveret. Cafeteriaordningen er også årsagen til, at de somaliske mødre ikke lader deres børn gå i børnehave. Om morgenen er børnene ikke veloplagte nok til at kunne tage fra ved morgenbordet, og hvis de så kommer i børnehave, bevæger de sig og bliver sultne. Men mødrene har ikke noget at give deres børn, når de beder om mad. Derfor foretrækker de somaliske kvinder at lade deres børn sove om formiddagen fremfor at benytte børnehaven. For kvinderne er det især et problem, at de ikke må tage mad ud af cafeteriaet - kun frugt må man tage med. Hvis kvinderne alligevel forsøger med lidt hamstring, får de besked af asylcentrets personale om at smide maden i skraldespanden. Halima på 52, der også er fra Somalia, beskriver hverdagen på asylcentret som meget svær. - Man har ikke sin frihed, og man sidder næsten i fængsel, siger hun. To gange om ugen er afviste asylansøgere i kontakt med politiet, der forsøger at få dem til at skrive under på, at de frivilligt vil rejse ud af landet. Og for irakerne er situationen den samme. De danske myndigheder vil have, at de skal rejse hjem, men irakerne tør ikke. - Den danske regering forsøger at fortælle os, at Irak er et fint land, og at vi skal vende tilbage. Men hver dag er der mange, der dør i Irak som følge af krigen. Den ene dag 80, den næste dag 30, siger en 46-årig iraker, der tilhører landets kurdiske mindretal. Han og hans familie håber stadig på en fremtid i Danmark. /ritzau/