Nordjylland

Flygtninge skal blive

Borgmestre vil lette integration for flygtninge, når de har fået asyl

Foto: Lars Pauli
Foto: Lars Pauli Lars Pauli

Opdateret kl. 12:30

NORDJYLLAND: Flygtninge fra nordjyske asylcentre skal have mulighed for at blive i Nordjylland, hvis de får asyl.

Det kan blive en af vinklerne i et nordjysk frikommune­forsøg, lyder det fra formanden for de nordjyske kommuner, borgmester Mogens Gade (V), Jammerbugt.

- Det vil lette integrationen, hvis flygtninge fra de nordjyske asylcentre får lov at blive heroppe, når de forlader centrene, mener Mogens Gade, der har drøftet ideen med sine borgmesterkollegaer i Vesthimmerland og Thisted, der også driver en række asylcentre i egne og andre kommuner.

Mogens Gade henviser til, at flygtningene, allerede mens de er på centrene, får tilknytning til lokalsamfundet, hvor børnene går i skole, og forældrene er aktive i foreningsliv og praktik.

- Hvorfor skulle de så ikke have lov at blive i f.eks. Hjørring i stedet for at skulle starte helt forfra i Kalundborg, lyder det fra Mogens Gade.

Når det gælder uledsagede børn fra de nordjyske centre kan det blive en økonomisk udfordring, erkender han.

En del børn forventes nemlig at søge om familiesammenføring, og dermed øges antallet af flygtninge i den pågældende kommune udover den fastlagte kvote.

- Så længe Folketinget og regeringen ikke vil betale for opgaven med at integrere, så må vi have en forhandling med Udlændingestyrelsen om, hvordan der så kan modregnes i vores samlede kvote af flygtninge, siger Mogens Gade.

I løbet af foråret skal de 11 nordjyske byråd tage stilling til, om man vil ansøge om det fælles frikommuneprojekt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden