Overenskomster

Flygtninge skal lære at gøre rent

- Vi kan ikke love varig beskæftigelse til alle, men vi vil gøre, hvad vi kan, siger jobguide

HOBRO:En gruppe arbejdsløse flygtninge får nu chancen for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Chancen er i form af et nyt kursus i rengøring, som Sprogcenter Himmerland i Hobro udbyder fra 18. april og 12 uger frem. - Vi kan ikke love varig beskæftigelse til alle, men vi vil gøre, hvad vi kan. Og med den forhåndsinteresse, der har været fra rengøringsfirmaer i Himmerland, ser det meget lovende ud, siger Carl Aage Jönsson, der er sproglærer og jobguide på Sprogcenter Himmerland. Det nye kursus retter sig mod ledige flygtninge og indvandrere, både mænd og kvinder, som kommunernes sagsbehandlere har haft svært ved at finde passende beskæftigelse til. - Vi har valgt at lave et kursus i rengøring, fordi ufaglært arbejde efterhånden er det eneste arbejde, vores kursister kan få. I alle andre job er der krav om formelle kvalifikationer, som flygtningene ikke kan honorere, siger Carl Aage Jönsson. Selv om man ikke skal have en egentlig uddannelse for at kunne bruge en støvsuger og en klud, så kræver det alligevel visse færdigheder at begå sig som rengøringsassistent. Blandt andet præcision og fornemmelse for kvalitet, som kurset vil opøve flygtningene i. - Rengøringsfirmaerne har jo været ude og byde ind på opgaven, og de kræver af deres ansatte, at de kan holde en bestemt kvalitet og et bestemt tempo, så de kan tjene penge på deres tilbud, påpeger Carl Aage Jönsson. På kurset skal deltagerne lære noget om sikkerhed og miljø, de fire regnearter, arbejdspladskultur og fagsprog. Som eksempel nævner Carl Aage Jönsson, at det for nogle kan være et mysterium, at et rengøringsmiddel skal opblandes i forholdet 1:10. Praktikken ligger til sidst i kurset. Carl Aage Jönsson oplyser, at fire rengøringsfirmaer - Woods i Hobro, Top Rengøring i Hadsund, JC Rengøring i Hobro og Himmerlands Hjemmeservice i Aars - har givet tilsagn om, at de vil modtage kursister i den tre uger lange praktik. Kurset slutter 8. juli. - Man kan håbe, at nogle af kursisterne efterfølgende kan bide sig fast som ferieafløsere, siger jobguiden fra Sprogcenter Himmerland. Hvis kursisterne er så heldige at få job bagefter, får de en indtægt, der er "væsentligt bedre" end bistandshjælpen. - Problemet er, at det kan være svært at få en fuldtidsstilling, og at mange af jobbene er med skæve arbejdstider tidlig morgen eller sen aften, påpeger Carl Aage Jönsson. Den overenskomstmæssige timeløn for en rengøringsassistent, der er ansat i et privat firma, er 96,28 kroner, stigende til 109,86 kroner efter to måneder, oplyser faglig sekretær i 3F Mariager Fjord Marianne Clemmensen. Inden for det offentlige er startlønnen for rengøringsassistenter 99,15 kroner i timen.