EMNER

Flygtninge venter på dansk besøg

Røde Kors efterlyser frivillige med hjertet på rette sted og lyst til socialt samvær med flygtningene

Røde Kors mangler kontaktpersoner for at skabe en bedre integration af flygtninge. Arkivfoto

Røde Kors mangler kontaktpersoner for at skabe en bedre integration af flygtninge. Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Flygtningefamilier i Brønderslev vil gerne have kontakt med danskerne - og flere har henvendt sig til Røde Kors for at få tilknyttet en dansk kontaktperson. En person, der kan gelejde dem lidt på vej i en dansk hverdag. Lige nu får 18 familier besøg af frivillige danskere via Røde Kors. Men flere står på venteliste, og Marianne Simonsen og Sonja Kristensen fra Røde Kors Brønderslev opfordrer nu flere med hjertet på rette sted til at blive kontaktperson. - Det er ikke meningen, at kontaktpersonen skal hjælpe med praktiske ting. Kontaktpersonen skal snakke med familiemedlemmerne - have socialt samvær med familien, fortæller Marianne Simonsen. Givende opgave Hun og Sonja Kristensen er selv kontaktperson for et par familier i Brønderslev. - Det er et meget givende arbejde, som giver os utroligt meget. At mærke den varme og glæde, man bliver mødt med, er dejligt, siger Sonja Kristensen. - Og så er det spændende at hører, hvordan de er vant til at leve. Sonja Kristensen og Marianne Simonsen er enige om, at flygtningefamilierne med årene er blevet som venner af familien. - Den familie jeg besøger er i dag på almindelig venskabsbasis. Vi har ikke længere kontakt med hinanden én gang om ugen - det kan godt være en gang om måneden eller mindre, siger Marianne Simonsen. - Hvis det fungerer, bliver man venner med dem. Den rolle man kom med forsvinder. De bliver som venner, supplerer Sonja Kristensen. Sprog og kultur - Som kontaktperson sætter du selv grænsen for, hvor ofte du vil have kontakt med familien. Der er ingen krav om, at man skal besøge familien en gang om ugen. Det bestemmer man selv, understreger Marianne Simonsen. Hun tilføjer, at flygtningefamilierne gerne - endog meget gerne - vil have kontakt med danskerne. Familierne er bevidste om, at de lærer bedst dansk i selskab med danskere - og de har med en dansk kontaktperson mulighed for at spørge og lære mere om dansk hverdagsliv, normer og kultur. Og netop sproget kan i begyndelsen være en barriere, men Røde Kors har et opslagsværk spækket med billeder, som kontaktpersonen kan tage med til familien for at hjælpe snakken lidt på gled. - Vi prøver selvfølgelig at finde en kontaktperson, der kan matche familien. For eksempel har vi en burmesisk ung mand, der gerne vil have en danske kontaktperson. Og det er ikke lige en bedstemor, vi sender hjem til ham. Her ville det være dejligt, hvis vi kunne finde en dansk, ung mand, tilføjer Marianne Simonsen.