Flygtningebørn redder børnehaver

Børn af asylansøgere er kommet i børnehaver, der derfor slipper for at spare

Peter H. S. Kristensen. Arkivfoto

Peter H. S. Kristensen. Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Der skulle være sparet 800.000 kroner på børnehaverne i Brønderslev Kommune, fordi der så ud til at blive færre børn - men nu er besparelsen afblæst. Børnehaverne er blevet reddet af de flygtningebørn, der er kommet til Brønderslev som et led i, at asylansøgere nu må bo ude i samfundet i stedet for at bo på asylcentre.

- De har gjort det, at der er kommet flere børn, og så skal vi ikke til at kapacitetstilpasse, for pladserne er sådan set blevet fyldt op, og det tyder også på, at der kommer flere børn i løbet af året, fortæller formand for børne- og skoleudvalget, Peter H. S. Kristensen (S).

Flygtningebørnene har allerede sørget for, at 527.000 kroners besparelse er blevet afværget - og resten af beløbet mener udvalgsformanden også, at man slipper for at spare.

- Sandsynligheden er, at der kommer flere børn hen over året fra asylfamilier, så man vil simpelt hen hente det den vej igennem, siger han.

Som han ser det, er det også et stort plus for børnene at komme ud i en hverdag.

- Børn er så enormt hurtige, når først de kommer ind i de sammenhænge. De er hurtige til at fange tingene. Det er en stor fordel, hvis der bliver givet asyl til de familier, så er børnene ved at få et rigtigt god afsæt ved også at komme ud og få en dagligdag som også andre børn har i det her land, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.