Dronninglund

Flygtningeprojekt venter på udspil

Nye jobmuligheder for flygtninge

Knud Jørgensen har foreslået, at man lader sig inspirere af Mjølnerparken i København. Arkivfoto: Henrik Louis

Knud Jørgensen har foreslået, at man lader sig inspirere af Mjølnerparken i København. Arkivfoto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Brønderslev Kommune vil lige se tiden an, hvordan et beskæftigelsesprojekt i Mjølnerparken i København går.

Det er formand for Integrationsrådet, Knud Jørgensen, der har foreslået at kigge nærmere på ideen fra Mjølnerparken, og om der skal iværksættes et lignende projekt i Brønderslev Kommune.

Det er Boligforeningen Lejerbo, der iværksætter et forsøgsprojekt, hvor flygtninge ikke skal have retskrav på kontanthjælp, men derimod have jobgaranti.

Sekretariatschef Eskild Dahl Pedersen fra Lejerbos boligsociale kontor i Mjølnerparken på Nørrebro mener, at den danske integrationsindsats er slået fejl.

Som udgangspunkt for projektet i Mjølnerparken skal alle have en 9. klasse eksamen, uanset hvor længe det må tage at gennemføre.

Derudover ønsker Eskild Dahl Pedersen en forsøgsordning, der betyder, at flygtningene ikke længere skal kunne få kontanthjælp, men derimod skal have et job. Det vil være boligforeningen, der står for at finde job. Eskild Dahl Pedersen mener, at boligforeningen Lejrbo i Mjølnerparken vil kunne anvende de penge, der bruges på forsørgelsesydelser, til at skabe job til ledige flygtninge. Ligeledes mener man i Lejrbo, at der skal iværksættes indsatser i forhold til at gøre kvinderne ”selvkørende i deres lejligheder”. Det sker med henblik på at forbedre deres muligheder for at komme ud på arbejdsmarkedet.

Der er fra flere sider udtrykt både bekymring og begejstring for projektet. Den konservative beskæftigelsesordfører mener ikke, at hverken boligforeninger eller kommuner skal kunne udstede jobgarantier.

Bent Bøgsted (Dansk Folkeparti) mener ikke, at man kan videregive ydelsesmidler til en boligforening. Københavns Kommune og Dansk Socialrådgiverforening mener, at der må tænkes nye tanker i forhold til at få flere flygtninge i beskæftigelse.

I Brønderslev Kommune er holdningen, at man afventer et udspil fra beskæftigelsesministeren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.